
Kasper og Daniel vil sælge sko i Blokhus
Brødrene Daniel og Kasper Holm åbnede deres første skobutik i 2018. 1. april slår de dørene op til en ny butik i Blokhus
BLOKHUS: Efter at have stået tomt i flere år kommer der igen liv i ejendommen på Aalborgvej. Kasper og Daniel Holm har lejet den store bygning, som senest husede Sol og Strand Feriehusudlejning.
I forvejen driver de to brødre skobutikker i Løkken, Brønderslev, Sæby og Aabybro.
- Vi er opvokset i Saltum og er derfor kommet meget i Blokhus gennem årene. Det er en by i udvikling, som besøges af mange mennesker, og da vi så fik mulighed for at leje et lokale, som har den rette størrelse, en god beliggenhed og med parkeringsmuligheder lige udenfor døren, greb vi chancen, siger Kasper Holm.
De er begge udlært i en sportsbutik og arbejdede en overgang samme sted i Hjallerup. Nu er de kompagnoner og spiller tilmed fodbold på Saltums serie 3 hold, hvor storebror er træner.
Det var egentlig lidt en tilfældighed, at det blev sko, som blev brødrenes levevej. De fandt et attraktivt lokale ved rundkørslen i Aabybro, og det blev starten på DKshoes.
- Vores klare mål er at have sko til hele familien i alle prisklasser. Vi forsøger at ramme så bredt som muligt til både børn og voksne.
I første omgang har Kasper og Daniel Holm indgået en lejekontrakt på fem år.
- Forhåbentligt skal den forlænges, for vi satser på, at det bliver godt her, siger Kasper Holm, der glæder sig til at byde kunderne velkommen i den nye butik.
- Vi holder åbningsfest med masser af tilbud, hoppeborg, kagemand og goodiebags til de første 100, så vi håber vi at se en masse mennesker, siger han.