Hylderne var ryddet på en dag: Karina gør klar til det store plantesalg
SKERPING: Havecentret Blomster Gården i Skerping er ved at gøre klar til havesæsonen og påskens store plantesalg, og nu skal der ryddes op.
Så Karina Pedersen fra Blomster Gården gav i sidste uge kunderne et tilbud, som de ikke kunne sige nej til: Gratis løgvækster.
- Det er hyacinter, påskeliljer og andre af de tidlige blomster, som vi ikke kan sælge nu, kort før påske. De fejler ikke noget som helst og er lige til at plante – og til næste forår blomstrer de igen, forklarer Karina Pedersen.
- Men vi har ikke plads til dem nu, så i stedet for at køre dem på genbrugspladsen, tænkte jeg, at det skal kunderne have glæde af.
Hylderne blev ryddet
- Jeg lagde tilbuddet på Facebook torsdag formiddag og allerede torsdag aften, var der ryddet fuldstændigt op. Kunderne var glade, og vi er glade, så det var rent winwin for alle.
Nu står påsken for døren – og der bliver travlt i Blomster Gården, der har åbent hver dag i hele påsken.
- Det er især stedmoder-planterne og primula, der er havefolkets store hit her først på sæsonen, men der er også mange, der bruger forårsoprydningen i haven til at plante nye buske – og her har vi selvfølgelig alle de populære sorter, fortæller Karina Pedersen.
- Vi kommer heller ikke uden om, at påsken er en højtid med familiesammenkomster, så jeg forventer også, at vi får et stort salg af buketter og sammenplantninger – selvfølgelig med gule blomster, for det er det, kunderne vil have, når det er påske.