Fjerritslev by night: Catrin har fod på halloween
Der bliver gys i gaden, når Fjerritslev Handelsstandsforening fredag den 21. oktober inviterer til den årlige halloween by night. Det lover Catrin Kastberg, der er foreningens halloween-koordinator.
Catrin Kastberg bidrager selv til uhyggen ved – traditionen tro – at omdanne loftet over butikken på Vestergade til Fjeritslevs sandsynligvis mest uhyggelige spøgelseshus. Men der er nu også godt med uhygge på loftet til hverdag, for som halloween-koordinator har Catrin Kastberg også påtaget at opbevare en udsøgt samling af løsrevne kropsdele og skeletter for byens øvrige handlende, når der ikke lige er halloween.
Halmballer og græskar
Handelsstandsforeninger er allerede godt i gang med at varme op til halloween, og overalt i byens handelsgader bliver man mødt af halmballer og græskar med stor symbolsk uhyggeværdi, selv om de fleste på egnen nok mest synes, at det er ganske hyggeligt med gammeldags småballer.
Når halloween by night løber af stablen den 21. oktober, bliver der masser gys i byen. Børnene kan få ansigtet malet med uhyggelige effekter i børnetøjsbutikken Hokus Pokus, der bliver et uhyggeligt familieløb på bryggerimuseet og Fjerritslev kro disker op med en halloween-buffet. Og så kan man selvfølgelig blive kørt rundt til alle yhyggelighederne med Fjerritslev Futten.
Det eneste, der ikke er uhyggeligt denne aften, bliver priserne og servicen. Butikkerne disker op med gode halloween-tilbud og den velkendte Fjerritslev-service, lover Catrin Kastberg.