Billede beskrivelse

Derfor sætter Klaus nu sin købmandsbutik til salg

01. november 2023 kl. 07.15

I december sidste år kunne Klaus Andersen med lokale ildsjæles hjælp slå dørene op til den nye Min Købmand Vester Thorup.

Og det er gået så godt, at han nu går all in og har sat den butik, han ellers har drevet i nabobyen i mere end et kvart århundrede til salg.

- Da jeg startede butikken op, sagde Dagrofa også, at jeg nok skulle finde en bestyrer til den i Fjerritslev, fortæller Klaus.

Det råd ignorerede han dog, da han kastede sig over udfordringen med at starte Min Købmand Vester Thorup og sideløbende beholde den gamle forretning på egne hænder.

-  Nej, nej, jeg er altså en erfaren købmand, jeg kan da sagtens selv gøre begge dele.

Sådan gengiver Klaus med et grin det svar, han gav dagligvarekoncernen for et år siden.

Men de havde ret, erkender købmanden nu. Det kan ikke lade sig gøre at være købmand to steder på én gang.

- Det er jo ikke ligefrem en 37-timers stilling i forvejen, så jeg har simpelthen måtte indse, at der har været for meget at se til, siger han ærligt.

- Hvordan har du så fået det til at hænge sammen?

- Lad mig bare sige det sådan: Jeg har haft en møj tålmodig kone og datter det sidste års tid. Det kan jeg ikke byde dem mere.

Klaus forsikrer, at Fjerritslev-butikken skam er en ganske veldrevet biks, og derfor kører han den også videre, indtil der er fundet en køber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste