Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Brovst har nu ligget i Jernbanegade i 40 år, fortæller daglig leder Connie Rolighed.
Shopping

Connie fejrer 40 år med genbrug i Brovst

06. maj 2023 kl. 09:41

Den 17. maj kan Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Brovst fejre 40 års fødselsdag – endda med samme beliggenhed på Jernbanegade, som dengang det hele begyndte i 1983.

- Til at begynde med havde vi bare en lille butik i den ene ende af bygningen. Butikken er så gradvis blevet større – og for et par år siden midt under coronaen tog vi så skridtet fuldt ud og råder nu over hele stueetagen i bygningen, fortæller Connie Rolighed, der er daglig leder af butikken.

- Det er ikke noget, jeg bliver rig af. For ligesom de 40 øvrige medarbejdere er det frivilligt arbejde, hvor v tjener penge til Folkekirkens Nødhjælps mange fine projekter i udlandet, hvor vi hjælper folk i nød til at komme videre i livet.

- Genbrug er blevet et stort hit, så vi har haft omsætningsfremgang stort set hver eneste år siden starten for fyrre år siden.

Genrbugsbutikken har 40 medarbejdere, der alle arbejder frivilligt for den gode sag. Her er det Pusser Nielsen og den daglige leder Connie Rolighed.

Turistattraktion

- Butikken er også en turistattraktion, for hver sommer har vi besøg af masser af turister. Det skyldes nok især, at genbrugsbutikkerne her i Jylland er meget billigere end dem i København, så turisterne ovre fra øen ved, at de kan gøre en god handel her i Brovst, siger Connie Rolighed.

- Vi er ret stolte af resultaterne i butikken. Sidste år kunne vi sende 525.000 kroner af sted til projekterne ud af en indtjening på 760.000 kroner. Det resterende beløb er gået til husleje, el, varme og rengøring.

- 40 medarbejdere lyder måske af meget, men vi kan sagtens bruge flere, så vi kan være tre på arbejde ad gangen – uden at det bliver for hårdt. Så folk er altid velkommen til at melde sig under fanerne. Det er sjovt og afvekslende – og arbejdet bærer lønnen i sig selv.

- De fleste af varerne får vi som donationer eller fra genbrugspladsen. Vi har ikke kræfter og ressourcer til at tømme dødsboer, så det overlader vi til andre.

Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Brovst fejrer fødselsdagen den 17. maj med masser af skarpe tilbud – og så er der selvfølgelig også kaffe og kage til kunderne.

Annonceret indhold

Nyeste