Billede beskrivelse

Brovst går sammen: Iværksættere skal have stor startpakke

26. juni 2024 kl. 11.01

BROVST: Den lokale handelsforening i byen vil styrke det lokale erhvervsliv. Derfor præsenterer man en ny og omfattende startpakke, der er designet til at hjælpe nye butiks- og virksomhedsejere med at komme godt fra start i byen. 

Det skriver Brovst Handelsforening i en pressemeddelelse. 

Initiativ er skabt for at fremme erhvervslivet og give nytilkomne forretningsdrivende de bedste forudsætninger for succes.

Startpakken indeholder en række værdifulde ressourcer og fordele, der skal lette overgangen for dem, der ønsker at starte en ny butik eller overtage en eksisterende virksomhed. 

Billede beskrivelse

Blandt andet tilbyder pakken gratis rådgivning og vejledning fra erfarne erhvervsfolk, adgang til netværksarrangementer og workshops, markedsføringsstøtte og synlighed gennem lokale medier, rabatordninger og partnerskaber med lokale leverandører. 

- Vi har arbejdet intensivt de sidste par måneder for at skabe synlighed omkring dette tilbud, udtaler Bo Kølby, formand for Brovst Handelsforening. 

- Vi ønsker at sende et klart budskab om, at Brovst er et fantastisk sted at starte sin forretning, og at byen og butikkerne tilbyder en ekstraordinær oplevelse.

- Hvis du har ideen og viljen til at starte din forretning, så står lokalsamfundet klar med støtte, evnerne og troen på at hjælpe dig på vej og i gang. Her er vi sammen om noget unikt, udtaler Frederik Carnhed, ejer af Carnhed's Corner.

Startpakke

Startpakken er opdelt i tre faser:  planlægning, opstart og drift. 

I planlægningsfasen får man rådgivning fra banker, revisorer og hjælp til konceptudvikling og netværksdannelse.

Opstartfasen byder på gratis håndværkerdage, hjælp til indretning af butikslokaler og markedsføring. 

Driftfasen fokuserer på SoMe og webudvikling, samt juridisk rådgivning og medlemskab af Brovst Handelsforening.

I samarbejde med VisitNordvestkysten er Brovst Handelsforening også i gang med at producere en video, som skal fremhæve byens unikke kvaliteter og det dynamiske erhvervsmiljø. Videoen vil blive lanceret sidst i juni måned og vil være tilgængelig og promoveret i medierne samt på sociale medier og lokale hjemmesider.

Videoen er en del af en større kampagne, der sigter mod at tiltrække både besøgende og potentielle virksomhedsejere til Brovst. Kampagnen vil fremhæve de mange fordele ved at etablere sig i byen, herunder det tætte fællesskab, den smukke natur og de mange muligheder for erhvervsmæssig udvikling.

Brovst huser 25 specialbutikker og tre supermarkeder, hvilket skaber et rigt handelsliv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste