Se overdådig opera i den lokale kino
Søndag 12. februar er der storslået opera fra Berlin i Fjerritslev Kino, en eftermiddagsforestilling med indlagt pause og champagne - lige noget til en råkold vinterdag, mens vi venter på foråret.
Richard Strauss er komponisten bag "Rosenkalvaleren", som er en billedskøn rokoko-komedie tilsat smukke arier, valsetoner og intriger, skønt operaen havde premiere i 1911, hvor rokoko og wienerklassik var længst ovre.
- Vi begynder i Marskalindens sovegemak i selskab med hendes unge elsker - og så tager intrigerne fart med et persongalleri af familie, svindlere og uskyldige unge, selvfølgelig lagt i hænderne på fremragende sangere. Der er noget at glæde sig til, skriver arrangørerne i en omtale.
Berlineroperaen er blevet rost meget for denne forestilling, der er blevet kaldt den mest pragtfulde, elegante og overdådige nogensinde.