Så skal der igen hygge-handles i Pandrup
Happy Days i Pandrup fredag 19. maj
Foråret er over os og dermed er det blevet tid til en af de rigtig populære aktiviteter hos de handlende i Pandrup, nemlig Happy Days.
Det er fredag 19. maj, lige fra formiddag til lukketid sent eftermiddag.
- Happy Days, som tidligere hed Mexico 86, er efterhånden blevet en integreret og populær del af handelslivets aktiviteter, fortæller Lotte Rank fra bestyrelsen.
Hun tør godt love, at der i alle butikkerne vil være rigtig mange gode tilbud.
- Der bliver også børneloppemarked i Bredgade og der bliver stillet flere hoppeborge op, fortæller Lotte Rank.
En del af Bredgade bliver spærret for trafik i tidsrummet kl. 10-18. Derved kan både børn og voksne gå og hygge-handle uden at skulle tage hensyn til trafikken.
Happy Days er startskuddet på sommerens mange spændende aktiviteter i Pandrup, som de handlende står bag.
Et af sommerens højdepunkter hos de handlende er Sommer-salg. Det bliver i år søndag 2. juli, og der bydes som sædvanlig på hotdogs - gratis.