Så kom julen til Aabybro
- Det er et herligt syn.
Ordene kom fra John Hedelund, formand for Aabybro Borgerforening, da han stod på Torvet og kiggede på de mange hundrede børn og voksne, som var mødt op for at være med til at tænde byens store juletræ.
- Det er virkelig dejligt at se så mange mennesker her på torvet. Masser af unge familier med børn og ældre borgere, siger en glad borgerforeningsformand.
Det hyggelige jule-arrangement er et samarbejde mellem borgerforeningen og Aabybro Handel og Erhverv.
Det var som sædvanlig nissemor og nissefar, som skulle tænde lysene i det store juletræ - med lidt hjælp fra de mange fremmødte børn. Nissefamilien ankom som tidligere år med brandbil udlånt af brandstationen i Aabybro.
Inden nisseparret ankom, kunne de mange fremmødte nyde de klassiske juletoner fremført af nisseorkestret. Der var også sørget for varm gløgg og brunkager.
Nissefamilien havde medbragt et magisk pulver, som børnene kastede på træet - og pludselig blev de mange lys i træet tændt.
Børn og voksne dansede rundt om træet, mens de sang “Højt fra træets grønne top”. Og så var der slikposer til alle børnene.
- Vi har købt over 400, så vi håber, der er nok til alle, fortalte John Hedelund.
Der var også god afsætning på gløgg’en på den lidt kølige første søndag i advent. Omkring 20 liter blev der drukket.
John Hedelund mindede de fremmødte om, at der er mere juleri torsdag aften 7. december i aulaen på Aabybro Skole på Kattedamsvej. Her holder Aabybro Musikforening gratis julekoncert.