Billede beskrivelse

Ryås skønhed falmer under overfladen

30. maj 2025 kl. 08.02

AABYBRO: Ryå er smuk, når man eksempelvis fra den flotte jernbanebro nyder dens stille og rolige løb mod Limfjorden. Men skønheden krakelerer en smule, når man kommer under overfladen.

Billede beskrivelse

Ryå Bådelaug havde i weekenden den årlige indsamling af affald i og ved åen på strækningen fra Skeelslund-broen til broen ved mejeriet. Det var ingen opmuntrende oplevelse. Knap en snes medlemmer tog en tur i jollerne på åen medbringende affaldssække. De blev hurtigt fyldt.

- Vi fik fyldt ni affaldssække. Og desværre må jeg sige, at hvis vi samlede affald igen dagen efter, kunne vi fylde ni sække igen, lyder det fra Torben Pedersen, der er havnefoged i bådelauget.

- Det er min fornemmelse, at der bliver mere og mere affald i åen. Vi havde også en indsamling i efteråret 2024, og nu et halvt år efter fylder vi ni affaldssække, tilføjer Torben Pedersen.

Billede beskrivelse

"Fangsten" var en blandet landhandel: Flasker, dåser, tre liters vin-kartoner, imprægneret træ med og uden søm, dunke, cigaretskodder, burger-emballage, sko, plast, folie og et par sække med døde dyr, skilte og motor-dele.

- Man kan selvfølgelig godt sige, at vores indsamling var en succes, fordi vi fik så meget affald med hjem. Men det er ærgerligt, at der bliver smidt så meget i åen. Selvfølgelig kan der blæse forskellige genstande i åen. Men den bliver helt klart brugt som et affaldsdepot, siger Torben Pedersen.

Det var tredje gang bådelauget indkaldte til affaldsindsamling. Normalt må jollerne med motor kun sejle 300 meter op ad åen fra Skeelslundbroen. Men en gang om året i forbindelse med affaldsindsamlingen får lauget dispensation til at sejle helt op til mejeriet.

- Gamle og forædlede love og regler betyder, at vi ikke må sejle opstrøms fra Ryå Bådelaug til mejeri-broen ved Aabybro. Det betyder, at vi desværre ikke kan holde den smukke Ryå ren fra affald på den strækning, men må nøjes med indsamling af affald den ene gang om året. Der er mange borgere, der går tur langs åen på den stræknking, og desværre bliver der også smidt meget affald i åen. Det er ærgerligt, for vi elsker den smukke å og er meget optaget af at bevare vandets kvalitet, dyrelivet og herlighedsværdien, lyder det fra Torben Pedersen.

Billede beskrivelse

Inden laugets medlemmer stævnede ud på affaldsjagt holdt kommunalbestyrelsesmedlem Michael Krogsgård, som sidder i teknisk udvalg, en lille tale.

- Jeres affaldsindsamling er et godt og vigtigt initiativ. Det er supergodt, at frivillige har taget det her initiativ, sagde Michael Krogsgård.

- Naturen skal være tilgængelig. Men vi skal også beskytte den mod forurening, og det er det I gør i dag. Affald hører ikke til i naturen tilføjede Krogsgård.

Ryå Bådelaug er en lille hygge-forening med kun 35 medlemmer.

Billede beskrivelse

Foreningen blev stiftet i 1982, men kom først for alvor i gang i 1983. I de første år var medlemstallet betydeligt højere end de nuværende 35, og der var adskillige joller i "havnen" ved Skeelslund-broen. Nu er der syv joller.

- Fælles for os er, at vi elsker den smukke Ryå. Vi sejler en tur, fisker og nyder naturen. Oh så hygger vi os sammen, siger Torben Pedersen.

Bådelauget har fået ny formand. Det er Henrik Hilding, Aabybro.

Billede beskrivelse

-Vi stod pludselig i den situation, at vi ikke længere havde en bestyrelse. Jeg syntes det ville være meget trist, hvis foreningen skulle lukke. Heldigvis var der andre, som havde samme mening, så nu har vi en helt ny bestyrelse, fortæller Henrik Hilding, som også betegner bådelauget, som en hygge-forening.

Der er et lille klubhus ved broen, og her er der også toiletter. De er offentlige.

- Vi holder toiletterne rene og åbne., så folk, der kommer forbi frit kan benytte dem, fortæller Torben Pedersen.

Billede beskrivelse

Der er også bygget en terrasse med borde og bænke ved klubhuset, som alle velkomne til at benytte. Her kan man sidde og nyde naturen, åen og den medbragte mad.

- Vi er en lille forening og har kun vores kontingent som indtægt. Vi får ingen støtte overhovedet. Derfor er vi meget glade for, at sponsorer støtter os. Her ved affaldsindsamlingen har Meny givet os pølser til grillen. og drikkevarer samt skumfiduser og kiks til børnene. Vi har fået kagemand fra bageren i Aabybro, og alle, som deltig i affaldsindsamlingen kunne få en is på mejeriet, fortæller Torben Pedersen.

Og tilføjer, at der skal samles affald igen næste år i maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste