Billede beskrivelse

Ruth var på røven - men fik en god ide

16. november 2023 kl. 16.16
Opdateret 20. november 2023 kl. 10.57

Ruth Kronholm Andersen ved hvordan det er at skulle overleve for begrænsede økonomiske midler.

- For at sige det ligeud: Jeg var på røven. Jeg var gennem et meget langt ressourceforløb, inden jeg kom i flexjob., fortæller hun.

- Hvis ikke du har prøvet det, er det næsten umuligt at forstå, hvor svært det er at overleve, tilføjer hun.

Ruts årelange ressourceforløb betød, at hun fik en stor forståelse for de problemer, trængte borgere må slås med. Hun blev hurtigt klar over, at der er et behov for ekstra hjælp til personer, der er reform-ramt. Det er kontanthjælpsmodtagere, langtidssygemeldte, folk i ressourceforløb og jobafklaringsforløb eller på integrationsydelse. Hun gik i gang med et privat hjælpearbejde sammen med gode hjælpere og blev til Næstehjælperne Jammerbugt, en undergruppe af Næsehjælperne.

- Vi hjælper ikke kun op til jul. De folk, der kommer her hos os er fattige og trængte hele året, fortæller Ruth Kronholm Andersen.

Billede beskrivelse

En form for stormagasin

Dog er der mindre pres på i juli-august, hvilket sandsynligvis skyldes, at en række hjælpeorganisationer tilbyder ferieophold, udflugter m.v.

Næstehjælperne i Jammerbugt har til huse i en nedlagt børnehave på Stadionvej i Kaas. Her er der indrettet en form for stormagasin, hvor man kan få alt, hvad man i det daglige har brug for fra vugge til grav. Men alle varerne er genbrug og alt er gratis.

- Vi holder åbent om torsdagen. Ved indgangen er der indkøbskurve, og så kan man gå rundt og finde det, man mangler, fortæller Ruth Kronholm Andersen.

Billede beskrivelse

Tingene er sorteret, så man hurtigt kan finde det, man mangler. Tøj til kvinder er i et rum for sig og det samme gælder tøj til mænd. Det er også sorteret efter størrelse og efter hvilken sæson, det er lige nu. 

Derfor er sommertøjet og sandalerne pakket væk, mens vinterjakkerne og støvlerne er fundet frem. Der er et rum med sko og støvler, et rum med køkkenudstyr osv. Mangler man et billede til væggen, tandpasta, opvaskemiddel eller et håndklæde, kan man også få det.

Alle "varerne i butikken" er genbrugsting doneret af fortrinsvis private sponsorer.

Billede beskrivelse

Kø i flere timer

Der er også madvarer, dog ikke kødvarer. I Coop 365 i Brovst og Aabybro samt hos Spar i Brovst har Næstehjælperne stillet en stor plastkasse op. Her kan man lægge varer i, som kan uddeles til de trængte familier.

Fra flere butikker doneres madvarer, som nærmer sig sidste salgsdato. Det gælder Coop 365 i Aabybro, Meny i Aabybro, Åby-bageren samt Netto i Aabybro og Fjerritslev,

- Vi oplever, at folk står i kø i flere timer for at få del i madvarerne, fortæller Lene Terkelsen, som også er aktiv hos Næstehjælperne.

- Hver gang, vi kan hjælpe med et stykke tøj, et par sko eller lidt madvarer kan vi forhåbentlig slippe lidt energi fri hos de klemte personer eller familier, som de så kan bruge på noget mere fornøjeligt end at tænke på, hvordan de skaffer eksempelvis et par vinterstøvler, tilføjer Ruth Kronholm Andersen.

Billede beskrivelse

25 julekurve

På den seneste åbningsdag på Stadionvej kom 45, som fik hjælp.

Her op mod jul bliver der et par ekstra-uddelinger. Der bliver 20 julekurve til familier. Desuden er der 25 kurve til singler og par uden børn.

- Vi skal ikke glemme, at der også er fattige uden børn. Mange steder uddeles kun hjælp til familier med børn. Men vi ved, at der også er behov for hjælp til singler og par, som ikke har børn. Derfor laver vi 25 julekurve til dem, fortæller Ruth Kronholm Andersen.

Billede beskrivelse

Gerne flere hænder

Næstehjælperne i Jammerbugt er ikke en voldsom stor gruppe. Der er omkring 15 frivillige. Heraf er de fem en fast gruppe af hjælpere, mens de 10 er lidt løsere tilknyttet.

- Især efter coronaen har vi mærket, at det bliver sværere og sværere at få frivillige med en fast tilknytning. De fleste vil helst have en løsere tilknytning, siger Ruth Kronholm Andersen og tilføjer, at der er brug for flere hænder.

For både Lene Terkelsen og Ruth Kronholm Andersen er arbejdet med at hjælpe de trængte og udsatte givende.

- Vi får vores løn hver torsdag, når vi ser hvor taknemmelige folk er for den hjælp, vi kan yde, siger de to.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste