Rosas hus ødelagt: Så stod der en bette, ung mand
80-årig beboer ved godt mod, selv om bil bragede gennem hus midt om natten
FJERRITSLEV: 80-årige Rosa Larsen fik sig et gevaldigt chok natten til søndag.
Midt om natten kom en Audi-personbil bragende ind i hendes hus på Kollerup Strandvej ved Fjerritslev.
Bilen drønede ind gennem en ydermur, gennem stuen, ud gennem endnu en mur og omkring 50-75 meter videre udenfor, før den stoppede.
Rosa Larsen lå og sov, da det voldsomme uheld skete.
- Det lød som om, huset sprang i luften, fortæller hun til Nordjyske. Og tilføjer:
- Hvis jeg havde sovet inde i stuen, så var jeg ikke her i dag.
Den 80-årige beboer slap uskadt, men er chokeret over uheldet, der har ødelagt stuen, flere mure og skadet huset voldsomt.
- Det er min opholds- og spisestue, det gik ud over. Køkkenet har også fået et bette brag. Det ser ikke godt ud, bemærker Rosa Larsen.
- Bette, ung mand
Da politiet nåede frem, fik hun besked på straks at forlade huset.
Der var frygt for, at dele af huset skulle styrte sammen.
Rosa Larsen fik talt med en af de unge mænd fra uheldsbilen.
Han havde selv ringet efter sine forældre lige efter uheldet, og de havde bedt ham gå ind i huset og tjekke, at ingen var kommet noget til. Men på det tidspunkt var Rosa Larsen selv gået ud.
- Er I fulde?
- Så stod den bette, unge mand dér. Han havde været passager i bilen. Han var lige så chokeret som mig, måske endnu mere. Jeg spurgte ham rent ud, om de var fulde. Det afviste han og sagde, at han kun havde drukket to øl, fortæller Rosa Larsen.
Selv om huset har fået store skader, og uheldsbilen næsten er smadret, slap alle tre uskadt - både Rosa og de to unge mænd i bilen.
Det er nærmest et mirakel, lyder meldingen fra Nordjyllands Politi.
Meget høj fart?
De to unge mænd - på 18 og 19 år - blev anholdt efter det voldsomme uheld Den ene, den formodede fører, blev anholdt på sin egen bopæl.
Begge er løsladt efter afhøring.
Politiet formoder, at bilen kørte med meget høj fart, da den pløjede sig gennem Rosas hus. De to unge mænd sigtes blandt andet for at have forvoldt fare for Rosas liv og førlighed. De har også fået taget blodprøver for at undersøge, om de var berusede.
Nu er Rosas hus spærret af og afstivet i forsøg på at undgå, at det styrter sammen. Rosa selv har fået god hjælp af sin søn, som hun ringede til midt om natten efter uheldet. Hun opholder sig nu hos sønnen.
Selv om det voldsomme uheld har været en slem forskrækkelse for Rosa Larsen, har hun ikke mistet modet.
- Det hjælper jo ikke noget. Jeg har et lyst sind, siger hun til Nordjyske.