Billede beskrivelse

Pigerne løber fra drengene i Jetsmark

13. maj 2023 kl. 13.00

For knap to år siden var pige-fodbolden stort set ikke eksisterende i Jetsmark Idrætsforening. Nu eksploderer den i de yngre årgange. Med over 25 til træning er pigerne virkelig kommet i offensiven og løber fra drengene i de yngre årgange.

- I efteråret 2021 var der stort set ingen piger tilmeldt de nye årgange. De piger, der kom og prøvede fodbolden, stoppede igen, fortæller Michael Bisgaard, der er en af trænerne for pigerne.

Han tilføjer, at der helt konkret i efteråret 2021 var tre piger tilmeldt U8 drengeholdet.

Michael Bisgaard og andre i Jetsmark Idrætsforening tænkte, at hvis der skulle gang i pige-fodbolden var løsningen nok at danne rene pigehold.

- Vi havde en tro på, at hvis vi kunne starte pige-fodbold stille og roligt op, så ville flere piger få smag for fodbolden. Der er nemlig stor forskel på den gennemsnitlige drenge- og pigespiller, så hvis pigerne fik mere plads og lov til at ramme bolden skævt sammen med deres veninder kombineret med en masse leg, så kunne det måske blive godt, siger Michael Bisgaard.

Og det blev godt.

Billede beskrivelse

Flere trænere 

I foråret 2022 blev pigerne inviteret til standerhejsning. Det resulterede i, at ni piger dukkede op. Hurtigt voksede antallet til 16 og dermed kunne der i efteråret 2022 tilmeldes to hold.

- Til 2023-sæsonen håbede vi naturligvis på endnu flere, men havde bestemt ikke regnet med, at der kom 25, fortæller Michael Bisgaard.

Der blev skaffet flere trænere, så der nu er fire til de i alt 27 piger, som lige nu er med på træningsbanerne.

Der er tilmeldt to hold i U9 og et i U10 samt et hold i U7. Ambitionen er også at få et hold i U8 samt et U10 hold mere.

Billede beskrivelse

Stor tromme

Michael Bisgaard understreger, at en stor forældre-opbakning også har været medvirkende til den store succes for pige-fodbolden.

- Fra dag et har der været en enorm opbakning fra både forældre og bedsteforældre, siger Michael Bisgaard og tilføjer, at en af forældrene har skaffet en stor tromme, som pigernes fans kan slå på ved kampene.

Pigerne træner to gange om ugen og Michael Bisgaard er meget bevidst om, at fodbolden skal være en oplevelse for alle.

- Vi har ikke hold for at tilgodese de fem bedste spillere, men for at tilgodese alle, siger Michael Bisgaard.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste