Overtog for tre måneder siden: Nu er legendarisk kro til salg igen
Ny kroejer ærgrer sig over at måtte sælge efter få måneder
NORDJYLLAND: Forhåbningerne var mange og ønskerne for fremtiden lyse, da Biersted Kro kort før jul fik ny ejer.
Men allerede her et par måneder inde i det nye år, er kroen på Borgergade igen sat til salg.
- Jeg har det rigtig træls med det. Det har jeg, lyder det kortfattet fra Trine Iversen.
Hun overtog den legendariske kro i midten af november 2022 efter Else Marie Nielsen, kaldet Mie, som i 44 år havde serveret klassisk dansk mad som herregårdsbøf og biksemad.
På et Facebook-opslag lørdag fortæller Trine Iversen, at både kroen og den tilhørende bed & breakfast, er sat til salg, og at det sker af "personlige årsager".
Hvad det dækker over, ønsker Trine Iversen, som her i weekenden har travlt ved gryderne på Biersted Kro, ikke at komme nærmere ind på.
- Men min familie kommer i første række. Altid, lyder det fra Trine Iversen, som samtidig blankt afviser, at salget hænger sammen med, det er svært at få personale, eller at der mangler ordrer i bogen.
På de få måneder, Trine Iversen, har ejet og drevet stedet, har hun fået installeret nyt fyr på kroen, fremgår det af salgsopslaget på Facebook.