Billede beskrivelse

Ostesnak og fællesspisning: Ostens Dag samler Nordjylland

28. februar 2026 kl. 10.02

NORDJYLLAND: Fredag den 6. marts fejres Ostens Dag over hele landet.

Allerede nu er omkring 30 arrangementer lagt i eventkalenderen – og flere kommer løbende til i dagene op til den nationale ostedag.

Fra mejeribesøg og ostesmagninger til fællesspisning og særlige osteoplevelser i butikker og caféer samler Ostens Dag både garvede osteelskere og nysgerrige nybegyndere omkring det samme bord.

- Det er helt særligt at se, hvordan dagen vokser år for år. Mange planlægger deres arrangementer sent, så kalenderen bliver fyldt op helt frem til selve dagen. Det betyder, at der stadig er gode osteoplevelser på vej rundt i landet, siger ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller, initiativtager til Ostens Dag.

Events i hele landet – og flere på vej

De events, der allerede er offentliggjort, spænder bredt: Fra klassiske ostesmagninger omkring et bord til mejerirundvisninger og smagsprøver på retter, hvor ost spiller hovedrollen. 

Samtlige MENY-butikker landet over holder smagning i anledning af Ostens Dag.

Sidste år bød Ostens Dag på næsten 100 arrangementer. 

Ambitionen er igen i år at samle så mange osteaktører som muligt – både i større byer og i mindre lokalsamfund.

Alle offentligt tilgængelige events opdateres løbende på www.ostensdag.dk.

Ostens Dag i ørene: Ny podcast ser dagens lys

Op til Ostens Dag udkommer podcasten Ostesnak for første gang. 

Podcasten går på opdagelse i osteuniverset og inviterer gæster som mejerister, kokke, sommelierer, historikere og ostehandlere i studiet. Vært er ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller.

De to første episoder sætter fokus på, hvordan ost kan løfte det grønne køkken, og hvad der kan læres af franskmændenes forhold til ost. 

Senere følger episoder om ost og vin, havartiens historie og oprindelse, temperaturens betydning for smagen, forskellige ostetyper og mælketyper samt danske gårdmejerier.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste