Nye åbningstider på telefonen
Jammerbugt Kommune har besluttet at reducere åbningstiden på de kommunale telefoner
Fra 1. januar er det ikke længere muligt at ringe på hovednummeret til Jammerbugt Kommune i tidsrummet 8-9, og samtidig lukkes telefonerne klokken 12 om fredagen. Det besluttede kommunalbestyrelsen på det seneste møde.
I dag åbner telefonerne hver dag klokken 8, mens der lukkes for telefonerne klokken 14. Den reducerede åbningstid skal blandt andet give medarbejderne tid til en mere sammenhængende sagsbehandling, og på den måde medvirke til at give borgeren en bedre borgerservice, end den de modtager i dag.
Politikerne har truffet beslutningen på baggrund af statistik, som viser, at kommunen modtager færrest opkald via hovednummeret om morgenen mellem klokken 8 og 9, om eftermiddagen og fredag mellem klokken 12 og 13.
De nye åbningstider på telefonen er: mandag til onsdag: 9-15.30, torsdag: 9-17 og fredag: 9-12.
I forhold til den reducerede telefonåbningstid vil der være enkelte områder, der fortsat besvarer opkald mellem klokken 8-9. Eksempelvis Jammerbugt Kommunes kørselskontor, der sikrer kørsel til kommunens borgere.
Udvider muligheden for tidsbestilling
Kommunalbestyrelsen har samtidig besluttet, at der i endnu højere grad skal arbejdes med mulighed for tidsbestilling. Det har i længere tid været muligt at bestille tid i Borgerservice og med baggrund i de gode erfaringer her, er det politisk besluttet, at der skal arbejdes på at etablere mulighed for tidsbestilling i andre afdelinger.
Det kan eksempelvis være i forhold til en konkret byggesag eller en personsag, og kommunen vil melde information ud, så snart en eventuel løsning er klar.
Det vil også fortsat være muligt at komme i kontakt med Den Digitale Hotline på telefon 7020 0000 alle ugens dage. Telefonen bemandet med medarbejdere fra Borgerservice og kan blandt andet give vejledning og rådgivning om, hvor man skal henvende sig, ligesom det er muligt at få hjælp til selvbetjeningsløsninger.
De nye telefonåbningstider evalueres efter seks måneder.