Cafe Peace I Blokhus
Livet her

Nu skal populær café bortforpagtes: - Det handler om at stoppe, mens legen er god

At fortsætte med to spisesteder er for stor en mundfuld. Nu leder Anne Kønig og hendes mand efter en ny forpagter

01. december 2022 kl. 09:37

BLOKHUS: Omsætningen er høj, overskuddet stort og egenkapitalen bundsolid. Alligevel har ejerne nu valgt, at den populære Café Peace i Blokhus skal bortforpagtes.

Efter to gode år i den nordjyske ferieby er det tid til at fokusere kræfterne andetsteds, siger indehaver Anne Kønig, der sammen med sin mand åbnede caféen i 2021.

Derfor har parret nu allieret sig med EDC Poul Erik Bech i bestræbelserne på at finde nogen, som vil forpagte stedet. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

- Der har virkelig været tryk på fra dag ét, og vi har været inde i en rivende udvikling. Vi er nærmest blevet blæst bagover af vores egen succes. Men vi driver også Café Peace i Aalborg, og har samtidig også andre planer, så vi er bare kommet frem til, at det for os er en for stor mundfuld at fortsætte med begge spisesteder. For os handler det om at stoppe, mens legen er god, siger Anne Kønig.

Anden café fortsætter ufortrødent

Allerede i oktober bekræftede hun over for Nordjyske, at parret var på udkig efter en ny ejer eller forpagter. Da manglede man endnu at finde en ejendomsmægler til at stå for processen.

Det er nu lykkes, og det bliver altså ikke til et salg af Café Peace, som ellers var på tale - men en bortforpagtning af ejendommen.

Ejendommen har et etageareal på 483 kvm, et grundareal på 918 kvm og en årlig forpagtningsafgift på 1,5 millioner kroner inkl. drift. Bortforpagtningen af caféen i Blokhus har ingen indflydelse på driften af Café Peace i Aalborg, som Anne Kønig og hendes mand også driver.

Den kører ufortrødent kører videre. Navnet Café Peace Blokhus er ikke en del af forpagtningsaftalen.

Café Peace ligger på torvet i Blokhus.

Ikke nok timer i døgnet

Caféen er beliggende på torvet i Blokhus. En by, som de senere år har gennemgået en eksplosiv udvikling. Fra tidligere at være en rendyrket ferieby har byen i dag en række specialforretninger, caféer og restauranter, som har åbent året rundt.

Heriblandt Café Peace, som ifølge EDC er ”en fin, rentabel forretning.”

- Men Anne og resten af holdet er kommet frem til, at der ikke er nok timer i døgnet. Det betyder, at der nu er andre, der får mulighed for at videreføre og optimere stedet på et godt og sundt grundlag. Vi glæder os til at finde den næste forpagter og til at følge med i, hvad næste projekt i ejendommen bliver, siger Frank Jensen, direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.

Café Peace i Blokhus havde i 2021 et overskud efter skat på 715.000 kroner. Omsætningen er hemmelig, men bruttofortjenesten – salget fratrukket de direkte omkostninger – var på 5,5 millioner kroner.

I forbindelse med bortforpagtningen er to medarbejdere blevet opsagt, mens resten er omplaceret til Café Peace i Aalborg.

Hvilke konkrete planer, som Anne Kønig og hendes mand har, vil de endnu ikke løfte sløret for.

Cafe Peace I Blokhus
Annonceret indhold

Nyeste