Pia tog fra Jammerbugt til Grønland
JAMMERBUGT: Pia Wogelius, leder af en kommunale tandpleje i Jammerbugt kommune, har netop været 14 dage i Nuuk som gæsteunderviser på den grønlandske tandplejeruddannelse.
Det er der ikke noget mærkeligt i, for hun kender Grønland bedre end de fleste. Hun er født der, hendes mor er grønlandsk og hun boede i både Grønland og Danmark under sin opvækst, så hun kender Grønland bedre end de fleste. Det var heller ikke første gang, at hun var i Grønland for at give sin viden videre.
På skemaet for de grønlandske tandplejere var emner som emaljeforstyrrelser og tandlægeangst, men for Pia Wogelius var det også vigtigt at forberede de kommende tandplejere på at skabe en god atmosfære på klinikkerne.
Praktisk undervisning
Pia Wogelius giver et eksempel fra sin undervisning.
- Her talte vi om en situation, hvor en patient kommer for sent til sin tid, og vi som behandlere har to valgmuligheder: At gøre det, som kan nås i den resterende tid, eller opdrage og sende vedkommende hjem med en ny tid og et stramt ansigtsudtryk. Det første skaber en positiv oplevelse og dermed større modtagelighed og lydhørhed. Med det sidste dukker vi patienten, som højst sandsynligt vil lukke ned og bare forsøge at få det hele overstået.
Udviklingen i Grønland er gået hurtigt efter anden verdenskrig. Det skaber behov for flere tandlæger og tandplejere.
- Selvom tandplejen er gratis, er tandsundheden dårlig set med danske øjne. For bare 50-60 år siden var det anderledes, og går man endnu længere tilbage, var der slet ikke brug for tandlæger eller tandpleje på Grønland, forklarer Pia Wogelius.
- Der blev åbnet op for import af vestlige varer til Grønland efter 2. verdenskrig, og herefter begyndte tandsundheden af dale. I det traditionelle fangersamfund havde de fleste slet ingen tandproblemer. Som 80-årig havde min mormor alle sine tænder og slet ingen caries. Men med vestlig levevis kom vestlige problemer - for eksempel dårlige tænder, som følge af usunde og sukkerholdige fødevarer, fortæller Pia Wogelius.
Mangel på arbejdskraft
En af de største udfordringer i Grønland er manglen på uddannet arbejdskraft – både tandlæger, tandplejere og andre områder i sundhedssektoren.
- Så jeg er glad for, at jeg kan hjælpe med undervisningen, siger Pia Wogelius, der også mener, at danskerne kan lære meget af Grønland.
- I Danmark er vi tæt på at have et totalt stresset samfund. Mine grønlandske elever sagde: ”Danskerne går ikke, de løber”. I Grønland er der nemlig ingen status i at have travlt, tværtimod. Her lægger man i stedet vægt på ro, omhyggelighed og at leve i nuet. Det kan godt være, at vi bedre til at passe på og pleje vores tænder i Danmark, men når det kommer til livskvalitet, kunne vi med fordel lade os inspirere i Grønland, lyder det fra den ledende overtandlæge.