Jonna Kande har været med på næsten hele Sol og Strands erhvervseventyr. Da hun startede i firmaet for 40 år siden, var der kun fire fastansatte. Nu er der cirka 130. Foto: Bitten Holmsgaard
Mennesker

Stopper efter 40 år: Vemodigt farvel til Sol og Strand

13. december 2021 kl. 07:44
Jonna Kande har været med på næsten hele Sol og Strands erhvervseventyr. Da hun startede i firmaet for 40 år siden, var der kun fire fastansatte. Nu er der cirka 130. Foto: Bitten Holmsgaard
Jonna Kande passer telefonen i Sol og Strand i et af de første par år, hun var ansat. Så det er 38-39 år siden. Privatfoto

I 40 år har det landsdækkende sommerhusudlejningsbureau med hovedkontor i Hune, Sol og Strand, været en kæmpestor del af Jonna Kandes liv. Men den 1. januar går hun på pension.

- Det i sig selv, at man har været 40 år i en virksomhed, det fortæller jo bare alt, siger en tydeligt bevæget Jonna Kande, som blandt andet har været regionschef i Nordjylland.

I dag står Sol og Strand for udlejningen af 6.500 sommerhuse og har 22 lokalkontorer fordelt over hele Danmark. Men firmaet så ganske anderledes ud for 40 år siden

- Da jeg startede, da havde vi slet ikke kontor heroppe i Hune, der havde vi et kontor på Tranekærvej ude i Kaas.

Jonna Kande erindrer, at der dengang var fire medarbejdere. De to ejere, Margit og Kjeld Andersen, samt deres svoger og en sælger.

- Og så kom jeg til. Så det var jo på et tidspunkt, hvor firmaet jo faktisk kun havde eksisteret i et par år.

Fra 4 til 130 fastansatte

Siden dengang har Jonna Kande siddet på første parket til Sol og Strands enorme udvikling.

- Dengang Kjeld og Margit startede, der startede de jo helt fra bunden. De startede faktisk med at leje deres eget sommerhus ud. Og jeg bliver ansat som kontorassistent. Og det var jo ikke noget, jeg synes, var særligt spændende, fordi jeg var sælger til fingerspidserne. Når vi så kigger på det i dag, så er vi vel en cirka 130 fastansatte, fortæller Jonna Kande.

Udover de fastansatte har feriehusbureauet op mod 1.100 servicemedarbejdere, som gør rent i og tjekker husene. Dertil kommer de såkaldte ferieafløsere, som arbejder på lokalkontorerne i sæsonen, der strækker sig fra marts til november.

Sommerhustjek med lommelygte

Der er især én ting, Jonna kande husker fra de første år, hun var ansat i Sol og Strand:

- Vi havde cirka 300 huse, der var vi ude og se alle husene. De 300. Hvert eneste år var vi ude at se strandene. Vi skulle se områderne, fordi når lejerne, feriehusgæsterne, skulle leje et sommerhus, så skulle vi være klare i spyttet. Hvordan ser sommerhuset ud? Hvordan er det indrettet? Hvor ligger det henne? Hvad er det for en strand og så videre.

Jonna Kande fortæller, at Kjeld Andersen var cirka 20 år ældre end de andre, men han var den første, som begyndte om morgenen,

- Og når det blev mørkt om aftenen, jamen han syntes, vi skulle nå husene, som han nu havde sat sig for. Så havde vi lommelygter, og så kiggede vi ind af vinduerne, fordi husene, skulle vi se. Det er noget af det, jeg synes, der har været en sjov oplevelse. Det gør man jo ikke på samme måde i dag. Slet ikke.

Internet er et must

Feriehusgæsternes forventninger til husene har ændret sig meget på 40 år. Jonna Kande fortæller, at dengang skulle der bare være en seng og varmt vand.

- I dag skal der jo være alt i husene, ligesom vi har derhjemme. Det er fint, hvis der er en opvaskemaskine. Det er fint, når der er en vaskemaskine, brændeovn. Der skal bare være det hele. Når man vil holde ferie, så vil man ikke gå glip af noget, fortæller hun.

70 procent af kunderne er tyskere. Resten er danskere, nordmænd og svenskere.

- Det eneste, man kan sige i dag, det er, et sommerhus uden internet det duer ikke længere. Og det er jo fordi, at man vil jo gerne have børnebørnene med eller børnene med eller oldebørn. De vil kun med, hvis der er de ting i huset. Det er den store forskel.

Arbejdet er en livsstil

Torsdag skulle Jonna Kande have haft en afskedsreception, hvor kolleger fra hele landet kunne sige farvel. Men på grund af stigende coronasmittetal er festen udskudt.

- Det første, jeg tænkte, dengang jeg havde truffet beslutningen: ”Hold da op, nu kan du gemme din tale til et senere tidspunkt. Og nu sidder du ikke og tuder hele tiden.” For jeg var slet ikke i tvivl om, jeg ville tude det meste af dagen. Og jeg har virkelig trænet og trænet og trænet. ”Jonna, du må ikke tude den dag.” Men det er bare svært, fordi det er forbundet med så mange følelser.

I 40 år har hun arbejdet fra klokken 8 til 20 hver dag.

- Det har været en en fantastisk rejse, man har været på. Det har været en livsstil at være i den her branche.

Mormor, mountainbike og døren på klem

Den 1. januar springer Jonna Kande ud i noget helt nyt: livet som pensionist.

- Noget af det mine piger har sagt - jeg har to døtre - det er: ”Mor, nu skal du huske, når du stopper, at hver anden sætning, du siger, skal erstattes af noget andet.” Og det er jo faktisk en god måde og fortælle, hvordan det skal være, fortæller Jonna Kande.

Hun vil blandt andet bruge tiden på at køre mountainbike, spille golf, vinterbade, rejse og være sammen med venner.

- Og sidst men ikke mindst det er min familie. De har sørme måtte lide afsavn, sådan vil jeg sige det. Og så er jeg bare i den heldige situation at min den yngste - jeg har et barnebarn på 13. Men hun er jo voksen. I hvert fald i hendes øjne - men min den yngste, Louise, er gravid og skal føde den 30. marts. Det, tror jeg, fylder meget for mig, fordi nu får jeg lov til rigtigt at være mormor. Hold da op, det kommer til at fylde meget. Tænk sig i en alder af 64 og kan sige: ”Nu kan jeg endelig blive rigtig mormor.” Det er dejligt.

Men døren til Sol og Strand står på klem.

- Vi er enige om lige nu, når jeg er i det her humør, jamen, det er jo kun på gensyn. Og når jeg siger på gensyn, så kan det også være, som Per (Dam, administrerende direktør i Sol og Strand red.) han sagde i går: ”Jonna, det kan jo også godt være, at vi lige mangler en, der kan træde til.” Så det kan jo godt være, man gør det. Det kan også være, at man har travlt med alt muligt andet.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu