Søskendepar følte sig magtesløse: Så stiftede de en forening med et helt særligt formål
I 2002 blev Louise og Rasmus Schelde Frederiksens far ramt af alvorlig stress.
- Det kom som et chok for os alle. Min far har altid arbejdet meget, og pludselig kunne han ikke noget. Han udviklede en psykose, blev indlagt på psykiatrisk afdeling i fire måneder, og var de næste fem år indlagt flere gange, fortæller Louise Schelde Frederiksen.
Hun er i dag uddannet jurist og forfatter - og sammen med sin bror stiftede hun, på bagkant af farens sygdomsforløb, foreningen Human Rise.
For det påvirker hele familien, når en forælder rammes af alvorlig sygdom - og især børnene bliver også ramt.
- Det er voldsomt for børn, når forældrene bliver ustabile på grund af svær sygdom. Familiens hverdag bliver præget af afsavn og bekymring – ikke kun for den syge forælder men også for familiens økonomi, der ofte bliver udfordret, siger Louise og tilføjer:
- Vi gik fra en ubekymret tilværelse med en livsglad og energisk far til en hverdag med en syg far og en mor, der stod alene med børn, virksomhed og hjem. Min far mistede sit livsværk, og vi mistede vores barndomshjem.
I dag er Louise og Rasmus' far førtidspensionist, og forløbet har sat dybe spor i dem og familien.
Og heraf opstod altså Human Rise.
Et pusterum
Det er netop denne forening og dette formål, som Fonden Sol og Stand har valgt at støtte med 99.300 kroner.
Det skriver Fonden i en pressemeddelelse.
I 2025 forventer Human Rise at yde retshjælp til omtrent 1500 personer - og desuden at være bisidder i cirka 500 sager.
Men foruden retshjælp og juridisk støtte og rådgivning afholder Human Rise også arrangementer for sygdomsramte familier.
- Vi ønsker at give familierne et pusterum fra sygdommen, og med donationen fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld kan vi afholde otte heldagsarrangementer for 240 deltagere, siger Louise Schelde Frederiksen og supplerer:
- For børnene betyder det enormt meget at møde andre i samme situation og opleve, at de ikke er alene. Samtidig får forældrene et pusterum og en mulighed for at se, hvordan fælles aktiviteter kan skabe glæde i en svær tid.