Billede beskrivelse

Sissel ville ikke gå i moderens fodspor. Men så fik hun smag for slagterbranchen

22. juni 2024 kl. 19.00

SALTUM: Den sorte bowlerhat på Sissel Nysted Christensens kønne hoved indikerer, at hun har bestået svendeprøven og nu kan kalde sig gourmetslagter med speciale i delikatesse.

Det var dog ikke den retning, hun havde forestillet sig at gå, da hun som ung skulle vælge uddannelse.

- Jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle, og alle har altid sagt: Du skal da være slagter ligesom din mor. Men jeg tænkte, at det skulle jeg bare ikke, siger 26-årige Sissel Nysted Christensen.

Hun gik gang med en uddannelse men måtte erkende, at hun ikke var endt rette sted og sprang fra. I stedet begyndte hun at hjælpe til hos Mesterslagteren i Saltum, som hendes mor, Mette Nysted Christensen, ejer.

- Det var ikke meningen, at jeg skulle blive der, men jeg syntes, at det var spændende, og jeg valgte at gå i lære, siger Sissel Nysted Christensen, der dermed fik sin mor som læremester.

Billede beskrivelse

Rent fagligt kunne hun næppe have fået en bedre læremester - Mette Nysted Christensen har flere gange har hentet guld for blandt andet sin leverpostej og andre produkter. Spørgsmålet er, om det har været svært at have sin mor som chef.

- Det har været problemfrit – vi formår at adskille det private fra det professionelle, når vi er her i slagterbutikken, siger Sissel Nysted Christensen, der i dag er glad for at hun valgte at gå i moderens fodspor.

- Som slagter har jeg mulighed for at være kreativ i forhold til nye retter og jeg bliver glad, når kunder, der har fået leveret mad, kommer tilbage og siger ”tak for god mad”, siger Sissel Nysted Christensen, der allerede har fået mulighed for at sætte sit aftryk i butikken.

Blandt andet er det ofte hende, der kører ud med helstegt pattegris i weekender, og derudover er hun tovholder på butikkens Facebookside, hvor de har stor succes med diverse ”Ja tak-tilbud”.

- Når vi eksempelvis kører tilbud på hakket skinkefars, er det ikke usædvanligt at sælge et halv ton friskhakket skinkefars, siger hun.

Sissel er fjerde generation

Med den netop overståede svendeprøve er Sissel Nysted Christensen fjerde generation i slagterbutikken, som hendes oldefar etablerede – dengang havde den adresse i Hune. Siden flyttede butikken til Saltum, hvor morfar Hans Christensen i mere end 30 år drev stedet sammen med sin hustru, Kirsten.

- Jeg kan huske, at vi som børn blandt andet hjalp morfar og mormor med at pakke kødpølser, fortæller Sissel Nysted Christensen og tilføjer, at Hans Christensen stadig har sin gang i slagterbutikken.

- Han kommer næsten dagligt for lige at se, om vi gør det godt nok, siger hun med et smil.

I 2004 overtog Mette Nysted Christensen forældrenes livsværk, og Sissel Nysted Christensen vil ikke afvise, at hun en dag er parat til at overtage butikken efter sin mor.

- Det har jeg endnu ikke besluttet, men tanken har da strejfet mig, siger hun, der privat bor i hus i Saltum sammen med sin kæreste, der også er uddannet slagter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste