Mennesker

Seje Mikkel fra Aabybro har vundet DM-guld

30. september 2022 kl. 14:43

Han er 16 år og begyndte at træne i fitnesscenter for to år siden. Nu kan Mikkel André Skøttrup-Jensen vise sin første DM-guldmedalje frem. Den er beviset på, at han er den dansker under 19 år i 66-kilos klassen, som kan løfte flest kilo i klassisk bænkpres.

- Jeg havde ikke selv fulgt med i, hvordan vi løftede. Så ham der hjalp mig igennem stævnet sagde til mig inden det sidste løft: "Uanset hvordan du løfter på den her, så har du vundet nu." Så det var bare fedt. Så havde jeg jo ligesom sikret sejren, så var det bare dejligt at få guld, fortæller Mikkel André Skøttrup-Jensen.

Begyndte i DGI Huset

Vejen til DM-guldet begyndte i DGI Huset i Aabybro.

- Det startede egentlig, da jeg trænede nede i DGI Huset. Fordi så fandt jeg ret hurtig ud af, at jeg var lidt stærkere end mine venner, og så motiverede det mig til at træne hårdere. Og så fandt jeg ud af, at jeg godt kunne lide at løfte tungt, og jeg synes det var sjovt, og jeg kunne se, jeg udviklede mig hurtigt i det. Og så tænkte jeg, at jeg ville prøve at konkurrere, siger Mikkel André Skøttrup-Jensen.

For at deltage i konkurrencer skal man være medlem af en klub. Derfor meldte han sig i december sidste år ind i Aalborg Styrkeløfter Klub, AASK.

DM-guld til andet stævne

Mikkel André Skøttrup-Jensen havde kun deltaget i et eneste stævne før, han tog afsted til DM i Bjerringbro den 24. september.

- Det var en sjov oplevelse. Jeg havde set meget frem til det, fordi jeg ikke kom med til DM i 3-kamp, siger Mikkel André Skøttrup-Jensen.

DM i 3-kamp består udover bækpres, hvor man ligger på en bænk og skal løfte vægten fra brystet op i strakt arm, af squat, hvor man har stangen placeret over skuldrene. Her skal kroppen ned under en 90 graders vinkel, hvor hoften skal ned under knæet, herfra skal man op igen. Den sidste disciplin i 3-kamp er dødløft, hvor man skal løfte en vægt, der er placeret på gulvet.

Mikkel André Skøttrup-Jensen nåede ikke med til DM i klassisk 3-kamp, fordi han ikke tids nok blev meldt ind i Dansk Styrkeløft Forbund.

10-12 timers træning om ugen

Der skal løftes mange vægte, meget tit for at blive danmarksmester.

- Nu hvor jeg fokuserer på alle tre løft, så kræver det rigtig meget tid. Fire-fem gange om ugen, to timer om dagen. Og fordi jeg træner et stykke væk fra, hvor jeg bor, så kan det godt være en tur på 3,5-4 timer, jeg bruger fire dage om ugen, fortæller Mikkel André Skøttrup-Jensen.

Og selv for en danmarksmester hænder det engang imellem, at det kan være lidt svært at komme ud af døren og afsted til træning.

- Der har jeg også tænkt, at jeg ikke lige havde lyst. Men det er altid hyggeligt, når jeg så kommer derned. Så får man snakket med nogen eller nørdet træning, siger danmarksmesteren.

Lige nu løfter han 92,5 kilo i bænkpres, 135 kilo i squat og 160 kilo i dødløft.

- Mit næste mål er at vinde DM i 3-kamp til april næste år - enten i 66-kilos klassen eller 74-kilos klassen, fortæller han.

Og så drømmer den seje aabyborger også om at blive udtaget til landsholdet og at løfte mindst 100 kilo til næste stævne i bænkpres.

Annonceret indhold

Nyeste