Saltum-præst: Hårdt at sige farvel
SALTUM: Efter 16 år i Saltum bliver Kristian Gram Schjoldager fra 1. juli ny sognepræst i Tranum.
- Jeg er absolut ikke træt af at være i Saltum. Men skal jeg prøve noget andet, så skal det være nu. Og nu byder der sig en mulighed i Tranum, fortæller Kristian Gram Schjoldager.
Han er 41 år og har været i Saltum lige siden har blev færdiguddannet.
- Det har været 16 dejlige år i Saltum, og det bliver hårdt at skulle tage afsked. Jeg er efterhånden blevet familie-præst for mange familier, som jeg kender særdels godt. Jeg har døbt børn, hvis forældre, jeg har haft til konfirmand-undervisning. Omvendt glæder jeg mig også til at blive præst i Tranum og lære folk, området og dets historie at kende. Derfor er mit hjerte lige nu delt mellem Saltum og Tranum, tilføjer han.
Søndag 23. holder Kristian Gram Schjoldager sin sidste gudstjeneste i Saltum Kirke. Bagefter bliver der afskedsreception for ham i sognegården.
- Der er ingen tvivl om, at 23. juni bliver en hård dag rent følelsesmæssigt, fortæller han.
Kristian Gram Schjoldager stammer fra Astrup ved Sindal. For ham er det vigtigt at blive nord for Limfjorden.
- Jeg er også glad for, at jeg fortsat bliver ved Vesterhavet med den fantastiske natur, fortæller han.
Kristian Gram Schjoldager rykker ind i præstegården i Tranum. Han bliver sognepræst i Midt-Hanherred Pastorat, som udover Tranum omfatter Lerup, Koldmose, Ø. Svenstrup og Torslev. Her skal han arbejde sammen med provst Folmer Toftdahl-Olesen.
Han indsættes som sognepræst søndag 4. august.