Signe Tølbøll Fischer erdramaturg, tilflytter og formand for AabybroTeater- og Kulturforening.Foto: Bitten Holmsgaard
Mennesker

Robin Hood på vej til anlægget i Aabybro

12. november 2021 kl. 11:00

På scenen mellem bøgestammerne i anlægget på Vestergade er der denne tirsdag kun grønt græs og brune blade. Men til sommer vil Robin Hood, Lille John og Lady Marian kæmpe mod den onde Prins John og hans håndlanger, sheriffen af Nottingham, når Aabybro Teater- og Kulturforening sætter sit første teaterstykke op her i anlægget.

Formand for den nye forening er dramaturg, tilflytter og lærer på Aabybro Skole, Signe Tølbøll Fischer.

- Vi synes, at den her by, der er så stor, fortjener et blomstrende kulturliv. Det fortjener vi alle sammen. De unge, børnene, os alle sammen, siger hun.

Derfor dannede hun og tre andre aabyborgere med teater i blodet for godt et år siden foreningen. Siden er den vokset til 30 medlemmer.

Friluftsteater og kultur

Startskuddet for foreningen var, at Signe Tølbøll Fischer syntes, det var svært at flytte til en kommune, hvor kulturlivet ikke er særligt blomstrende. Men det vil hun og resten af Aabybro Teater- og Kulturforening gøre noget ved.

- Det er egentlig tosporet. Vi vil hver sommer lave en udendørs forestilling, et friluftsspil, og alt efter hvem, vi bliver, og hvor mange vi bliver, vil vi gerne danne rammen for og muliggøre de projekter, folk kunne have lyst til at lave, siger hun.

Det kan være alt fra Shakespeare-skuespil til børneteater og juleforestillinger. Lige meget hvad foreningens medlemmer har lyst til at kaste sig ud i, så er der nogle bestyrelsesmedlemmer, der ved noget om det og kan hjælpe med det.

- Vi vil gerne være den ramme, der gør det muligt at lykkes med at lave kulturelle arrangementer. Det behøver ikke kun at være teater. Vi hedder Aabybro Teater- og Kulturforening, så det kunne også være koncerter, det kunne være stand up. Det kunne være alt muligt. Men det, at vi både har kompetencer og viden og forhåbentlig får et lokale på et tidspunkt, vi kan være i, det vil gøre det nemmere at lykkes med de ideer, man får.

Signe Tølbøll Fischer fortæller, at det er foreningens målsætning at samarbejde med de foreninger og aktører, der i forvejen laver kulturelle arrangementer i Aabybro.

Informationsmøde på vej

På grund af coronanedlukning er Aabybro Teater- og Kulturforening først for alvor kommet i gang her i efteråret.

- Vi holder faktisk et informationsmøde mandag 29. november klokken 19.30 i foyeren på Kultur- og ErhvervsCentret for alle folk, der kunne have lyst til at høre mere og har lyst til at være med. Vi har jo brug for folk, som kan bygge og male og sy og sminke og spille teater og synge og spille musik og have lyst til at lave PR og sælge popcorn. Vi har jo brug for at blive mange.

Signe Tølbøll Fischer fortæller, at både børn og voksne er velkomne til mødet.

I januar arrangerer Aabybro Teater- og Kulturforening audition for alle, som har lyst til at stå på scenen mellem bøgetræerne i anlægget, når Robin Hood har premiere 1. eller 2. juni 2022.

Interesserede kan melde sig ind i foreningen eller høre mere ved at skrive til aabyteater@gmail.com.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu