Billede beskrivelse

Populær centerleder stopper

10. april 2025 kl. 19.02

BROVST: Efter 17 år på posten har Lars Kaldal Simonsen meddelt, at han nu stopper som centerleder på Sport og Kulturcenter Brovst. 

Den populære centerleder har sammen med køresten Karina købt Blokhus-Hune Hotel og Vandrerhjem, som de to vil drive videre under navnet Guesthouse Hune.

- Mit stop skyldes ikke utilfredshed med hverken bestyrelse, personale eller den daglige drift, herunder samarbejdet med foreninger og gæster. Det skyldes alene, at jeg synes tidspunktet er rigtigt, da jeg nærmer mig de 60 år, og at jeg sammen med Karina har fået en enestående chance for at starte et nyt projekt op - at drive et guesthouse, siger Lars Kaldal Simonsen til Ligeher.nu.

- Jeg har haft 17 rigtig gode år og lært en masse spændende mennesker at kende. Jeg har haft god sparring med skiftende bestyrelser og har fået sammensat et stærkt hold - både fast personale og nogle dygtige unge mennesker, der løber stærkt, for at give Sport & Kulturcenter Brovsts brugere den allerbedste service.

- Service og fleksibilitet har været vores nøgleord, når vi har talt om det gode værtskab, forklarer den nu snart forhenværende centerleder.

Mere administration

Jobbet som centerleder har udviklet sig gennem årene – og der er også kommet mere og mere administration til.

- Vi har gennem årene måttet erkende, at i dag kan man ikke nøjes med at drive idrætshal, så vi har tilpasset os og fundet vores niche i at tilbyde lokaler og forplejning til møder, kurser, fester og andre arrangementer, forklarer Lars Kaldal Simonsen.

- Jeg kan dog også mærke det bliver sværere og sværere at følge med og det skyldes ikke mindst de administrative krav, som bliver større og større.

- Min filosofi som vært er synlighed. Jeg ville allerhelst sige både velkommen og på gensyn til alle brugere i centret, men det kan desværre ikke lade sig gøre, når der er gæster i huset fra typisk kl. 8 om morgenen til sent om aftenen. Alt det administrative kontorarbejde ligger så udenfor denne arbejdstid.

Personlig udvikling

- Derfor er tiden nu kommet til at tænke på både min egen personlige udvikling, men lige så meget på centrets fremtid. Vi arbejder i øjeblikket med planer om at udvide centret, og inden det bliver løbet alt for godt i gang, så er det vigtigt, at min afløser kan være med til at sætte sit præg på det og bidrage til processen, forklarer Lars Kaldal Simonsen, der taler af bitter erfaring.

- Jeg startede selv i 2008, hvor der var en tilbygning i gang, og det har ærgret mig siden, at jeg ikke kom ind i billedet et år eller to tidligere og selv kunne være med til at præge forløbet.

Lars Kaldal Simonsen har endnu ikke sat dato på, hvornår han stopper, men det bliver inden for det næste halve års tid.

- Rekrutteringen af en ny centerleder er nu sat i gang, og forventningen er, at en ny leder er på plads omkring 1. september. I forbindelse med ansættelsen planlægger bestyrelsen at markere centerlederskiftet og samtidig sige ordentligt farvel og tak til Lars for hans store indsats gennem årene, oplyser bestyrelsen for Sports og Kulturcenter Jammerbugt i en pressemeddelelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste