Pernille har overtaget buketterne i SuperBrugsen
FJERRITSLEV: Man kan dufte det med det samme, når man træder ind i SuperBrugsen i Fjerritslev: Den skønne duft af friske blomster, som løfter forårshumøret og købelysten.
SuperBrugsen i Fjerritslev ruster op på blomsterfronten og har ansat Pernille Pedersen som ny områdeleder i den store blomsterafdeling lige inden for indgangspartiet.
Pernille er leveringsdygtig i farvestrålende buketter og dekorationer til hverdag og fest – og hun har masser af erfaring med sig i bagagen.
Pernille Pedersen har tidligere drevet butikken Nordic Nature på Terndrupvej i Brovst, men hun valgte at lukke til nytår.
- Jeg havde butikken i nogle lokaler, som tilhører min mand, der driver Jysk Entreprenør og Kloak, men vi blev enig om, at det nok var lidt overvældende med to firmaer i familien, hvis vi også skal have hverdagen til at fungere.
- Så jeg snakkede lidt med uddeler Brian Thisted i SuperBrugsen – og han er ivrig efter at styrke butikkens blomstersalg. Så det endte altså med, at jeg blev ansat som områdeleder. Jeg er sikker på, at jeg kan udvikle afdelingen med mine erfaringer som selvstændig.
Vil udvikle blomsterafdelingen
Det med blomsterne er ikke en egentlig uddannelse for Pernille Pedersen. Det begyndte i det små som en hobby og udviklede sig efterhånden til et levebrød – og altså en tilværelse som selvstændig erhvervsdrivende.
- Jeg kan mærke, at kunderne i butikken sætter pris på mit arbejde. Vi har også store planer om at samarbejde med andre butikker, som gerne vil have blomster i sortimentet. Jeg har jo et stort netværk fra min tid som selvstændig. Det skal vi naturligvis bygge videre på, siger Pernille Pedersen og fortæller, at der allerede er indgået aftaler om at levere blomster til OK-tanken i Brovst og Dagli’Brugsen i Vester Thorup.