
På med hatten, damer: Den populære damefrokost vækkes til live
Fem kvinder har sat sig for at genopliv en fælles fest for byens kvinder
AABYBRO: Det er fem år siden, at der sidst blev arrangeret hattefest, og står det til Rikke Vingaa, Mette Bach, Lene Iversen, Helle Schrøder og Karen Johansen, skal der igen være damefrokost i Aabybro.
- Vi savner vores årlige fest, hvor byens kvinder kunne slå sig løs. Derfor har vi besluttet at holde hattefest 26. august, siger en af initiativtagerne, Helle Schrøder.

Der er dog lagt op til en fest i andre rammer end for fem år siden, hvor festen fandt sted i DGI-Huset. Initiativtagerne har indgået et samarbejde med Hotel Søparken, der danner rammen om de mange kvinders fest. Og navnet er nyt.
- Vi holder fast i, at man skal have hatte på, men konceptet er anderledes, og vi kalder det "Ladies Night", siger Helle Schrøder.
Der udbydes 200 billetter, og det er lavere end de omkring 500 kvinder, der sædvanligvis deltog i de tidligere damefrokoster.
- Nu vækker vi festen til live i en mindre skala, og så kan det vokse herfra. Vi håber, at lokalsamfundet bakker op, så vi kan få festen tilbage, siger Helle Schrøder.
Initiativgruppen består af kvinder for hvem den årlige damefrokost har været et must. Initiativgruppen består af kvinder for hvem den årlige damefrokost har været et must. De har alle deltaget i omkring 20 år.
- Det var en stor ting i byen, og der var tale om et stort socialt arrangement, vi så frem til. Man mødtes på tværs af alle aldre og mødte kvinder, der var flyttet fra byen, men som kom "hjem" for at være med til festen, siger Helle Schrøder.
- Der flytter rigtig mange nye borgere til Aabybro i disse år, og vi synes også, at de skal have muligheden for at være med og møde nogle af os, der har boet i byen i mange år. Og festen kan måske bidrage til, at de får dannet nye venskaber og fællesskaber.
Endnu er der ikke truffet beslutning om underholdning, men Helle Schrøder lover, at det nok skal blive musik, som vækker genklang hos de fleste. Håbet er, at "Ladies Night" kan blive et tilbagevendende arrangement.
- Det er med til at øge samlingskraften i byen, og vi håber, at vi kan være med til at skabe en fest, der signalerer, at vi vil hinanden her i Aabybro.
Ifølge initiativgruppen skal skal der nu etableres et samarbejde med en eller flere lokalforeninger, som kan bistå med praktisk hjælp og som til gengæld vil modtage overskuddet efter festen. Desuden er der behov for sponsorater, og derfor håber, initiativgruppen, at erhvervsdrivende vil bakke op om festen.
Billetsalget skydes i gang på Hotel Søparken 1. juni i tidsrummet mellem klokken 17-19.
Helle Schrøder tilføjer, at der etableres en ny Facebookgruppe, som kan man tilmelde sig for yderligere information.