Opera gjorde indtryk på Fjerritslev Skole
6. årgang på musiske eventyr
FJERRITSLEV: ”Det Kongelige” har en målsætning om at komme bredere ud til den danske befolkning, og som en del af denne ambition har Den Kongelige Opera iværksat forløbet ”sæt opera på skemaet”. I dette forløb har 6. årgang på Fjerritslev Skole deltaget, og er nu kommet i mål med at opføre en udgave af ”Drot & Marsk” for forældre og søskende, samt skolekammerater fra indskolingen og mellemtrinet.
Den Kongelige Opera inviterede til en åben prøve, i forbindelse med deres opførelse af samme stykke. Lærerne på 6. årgang fik lov at tage eleverne med på en 4 dages lejrskole, hvori den åbne prøve indgik, så søndag den 17/3 gik turen med tog til Helsingør hvor eleverne skulle bo. Mandag blev operaen besøgt, og det blev en oplevelse alle vil huske. Enten for den imponerende bygning, den store opsætning med orkester og kæmpe scene eller for at komme igennem 90 minutters ”skrigeri” hvor man skulle være helt stille - alt efter hvordan man nu har det med opera som 12-årig. Der var også andet end opera på programmet, når nu man var taget til den anden ende af landet. En strøgtur, besøg på Øresundsakvariet, rundvisning på Helsingør bymuseum og masser af socialt samvær i Helsingør Ferieby, hvor eleverne selv var med til indkøb og madlavning blev der også plads til.
Efter hjemkomsten startede processen med at læse handlingen igennem, finde roller, lave kostumer og kulisser og selvfølgelig en masse træning af sange og replikker, så opsætningen kunne imponere både forældre, kammerater og skole. Det lykkedes i høj grad og alle fik set et flot engagement fra eleverne på, foran og bag scenen - og ikke mindst et indblik i kongemordet i Finderup Lade.