Billede beskrivelse

Nordjyske Frederik fik en helt særlig gave af Kongen

12. marts 2026 kl. 11.01

AABYBRO: Onsdag blev en helt særlig dag for garderen Frederik Gerhardt Nielsen fra Aabybro.

Her modtog han hædersbevisningen 'Kongens ur', som blev overrakt af Hans Majestæt Kong Frederik.

Det oplyser Den Kongelige Livgarde i en pressemeddelelse.

- Han har igennem stor modenhed etableret en naturlig autoritet over for sin afløsning og sideordnede på vagt. Hans gode forhold til kollegerne gør også hans autoritet troværdig, lyder det blandt andet i begrundelsen.

Billede beskrivelse

- Garder F.G. Nielsen er opmærksom på sine kolleger og stræber efter at skabe et godt socialt miljø på vagtholdet.

Uret blev overrakt onsdag eftermiddag ved en såkaldt urparade ved Livgardens kaserne ved Rosenborg Slot i København. 

Det er gardernes overordnede og kammerater, der indstiller en garder til at modtage hædersbevisningen.

Vagtkorpset udpeger herefter én garder, som har vist at være en god kammerat og en dygtig soldat.

En god dreng

Frederik Gerhardt Nielsen fra Aabybro trak i bjørneskindshuen i august 2025, direkte efter at han var blevet student fra HHX.

Hans far beskriver ham som "en god dreng, der altid har sat en ære i retfærdighed og ordentlighed".

- Han har altid været målrettet, og han er altid omsorgsfuld og en, der er god til at omgås alle mennesker.

Billede beskrivelse

En gammel tradition

Historien bag uret går tilbage til 1970, hvor det første gang blev overrakt i anledning af kong Frederik IX's 70-års fødselsdag. Dengang hed uret også "Kongens ur".

Efterfølgende hed det i en lang årrække "Dronningens ur", da dronning Margrethe var statsoverhoved.

Efter tronskiftet i 2024 har hædersbevisningen igen heddet "Kongens ur".

I alt er flere end 130 gardere blevet hædret med uret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste