Næstehjælperne: I år får alle julehjælp

Lykke: For første gang nogensinde skal Næstehjælperne ikke kæmpe for at sikre julepakker til ansøgerne

22. december 2018 kl. 10.09

En af de foreninger, der har modtaget penge fra Jette og Frank Wagners uddeling af Frivilligprisen, er Næstehjælperne, der igen i år arbejder for at sikre en god jul for de borgere, der har svært ved at få enderne til at mødes i juletiden.

Her vækker donationen på 2000 kroner stor glæde.

- Det er så dejligt. Det kommer til at gøre en kæmpe forskel, fortæller Ruth Kronborg fra Næstehjælperne.

I år vil Næstehjælperne hjælpe omkring 35 til 40 familier til at få mad på bordet juleaften.

- Det er lidt flere, end vi havde regnet med - vi havde forventet, at omkring 30 til 35 familier ville søge om hjælp, men vi kommer nok lidt højere op, fortæller Ruth Kronborg, der andre år har været nødt til at kæmpe en benhård kamp for at give de familier, der havde søgt om julepakke, den mad, de havde håbet på.

Men i år behøver hun ikke få ondt i maven ved tanken om, at der er familier, som hun må skuffe. Lige som Jette og Frank Wagner er der stadig flere, der har ønsket at gøre en forskel for de borgere, der har det svært i julen - og Jettes og Franks donation på 2000 kroner af Frivilligprisen giver et ekstra løft.

- Vi har haft utrolig stor opbakning i år fra alle steder, både fra private og firmaer, fortæller Ruth Kronborg, der er uendeligt taknemmelig for de mange, der har sponsoreret næstehjælperne, købt deres mærker eller lagt noget i de kurve, der har stået fremme hos Brugsen i Birkelse eller Fakta i Aabybro.

- Måske er det ikke så meget for den enkelte at købe en pose småkager til ti kroner og lægge den i kurven. Men det betyder rigtig meget for os, for det betyder, at der er en familie mere, vi kan give lidt ekstra, fortæller Ruth Kronborg.

Hun glæder sig samtidig over, at de familier, der plejer at komme i de allersidste dage op til jul for at spørge efter en julepakke, heller ikke vil blive skuffede i år. Der er julepakker til dem.

- Der kommer altid nogen i sidste øjeblik. Det er som regel fordi, de havde regnet med at få en julepakke et andet sted, men er blevet afvist, fordi de har misforstået noget og alligevel ikke var berettiget - eller de måske egentlig er berettiget til julepakken, men har udfyldt noget forkert i deres ansøgning, fortæller Ruth Kronborg, der står klar til at modtage dem, der op til jul pludselig kan se, at der ikke er penge til julemad - det er ikke mindst her, gaven fra Jette og Frank Wagner vil komme i spil.

- Det har vi aldrig prøvet før. Det er så fantastisk, fortæller Ruth Kronborg, der blandt andet kan takke de handlende i Brugsen i Birkelse og i Fakta i Aabybro for deres rundhånede donationer - men i år er der også kommet større spillere med blandt donorerne.

- Vi har modtaget donationer fra Jammerbugt Deal, Jammerbugt Bedemand, Aabybro Inner Wheel, Advokathus Nord, ICB Fragtservice og så har vi modtaget vores kirsebærsovs og ribsgele fra Fynbo Foods, fortæller Ruth Kronholm, der også sender en stor tak til dem, der har købt mærker hos Næstehjælperne og dermed støttet arbejdet med at sikre julepakker til alle de familier, der har søgt.

Allerede nu er 23 ud af 32 julepakker sendt ud til de familier, der har søgt om hjælp og resten er på vej.

Julepakkerne indeholder blandt andet ribsgele, kirsebærsovs, rødbeder, rødkål, kaffe, flæskesteg, en frossen kylling og chips. Og så lægger Næstehjælperne også de småkager og andet guf, som folk donerer i butikkerne, ned i julepakkerne, med en stor og kærlig tanke til dem, der har tænkt på andre, mens de har været ude at handle.

- Det betyder så meget, siger Ruth Kornborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste