Iværksætteren Miklas Poulsen har lejet en kontorplads på Terndrupvej i Brovst hos kammeraterne fra Tranum, vinkælderproducenten Vinorage.
Mennesker

Miklas blev iværksætter på det værst tænkelige tidspunkt

En drøm om at blive selvstændig tog fart, da Miklas Poulsen arbejdede som maskinmester på brødfabrikken Schulstad i Pandrup

27. februar 2023 kl. 19:00

BROVST: Efter en træg start på grund af Covid-19 har iværksætter Miklas Poulsen succes med sin enmandsforretning MP Udvikling, hvor han udvikler elektronik til industrien.

- Jeg blev fuldtids-iværksætter i begyndelsen af 2020. Det var nok det værste tidspunkt at starte på, og det første år havde jeg sikkert tjent mere, hvis jeg var gået på understøttelse, siger den 31-årige Miklas Poulsen, der er uddannet maskinmester og har specialiseret sig i at designe og udvikle styresystemer.

- Men nu går det godt – og især 2022 har da været et helt fint år.

En af de første kunder var vinkælderproducenten Vinorage på Terndrupvej i Brovst – og det er da også hos Vinorage, at han har lejet en kontorplads, da virksomheden sidste år flyttede fra Tranum til Brovst.

- Jeg er selv fra Tranum, så samarbejdet med Vinorage lå lige for. Og de har pladsen, for selv om det går godt, har jeg ikke vilde vækstplaner.

- Jeg skal måske have ansat en programmør på et tidspunkt, men målet for virksomheden er først og fremmest udviklingsarbejdet, hvor jeg laver styresystemerne, så de er brugervenlige, driftssikre og samtidig har funktioner, som andre lignende systemer ikke kan byde på.

Nyt spejl til kørelærerne

- I øjeblikket arbejder jeg for en kunde, som producerer spejle til kørelærere. I skolebilen er der et ekstra spejl til kørelæreren, og jeg har så udviklet et system, som gør, at kørelæreren kan læse instrumenterne i spejlet. 

- Det er for eksempel farten – ikke bare i km/t, men også i meter i sekundet, så kørelæreren kan bruge oplysningen til at fortælle noget om bremselængder. Selvfølgelig kan man også aflæse benzinforbruget, for det er også vigtigt, at eleverne lærer at køre økonomisk.

- Jeg har altid interesseret mig for udviklingsarbejdet. Når jeg får en ide, forsvinder alt andet – og jeg koncentrerer mig fuldt ud om ideen. Det er nok lidt nørdet, men sådan er det.

Miklas Poulsen har hele familiens opbakning til livet som iværksætter. Til venstre hustruen Tine Poulsen og forrest drengene Marius og Marvin.

- Heldigvis har jeg fuld opbakning til mit arbejde på hjemmefronten. Vi har aftalt, at min hustru Tine er hjemmegående og sørger for børnene. 

- For jobbet som iværksætter er jo ikke et 37 timers job. Når jeg udvikler nye produkter, er det godt, at baglandet er i orden, og at jeg kan koncentrere mig om produktet. Også selv om børnene skal hentes i skolen.

Sammen med Tine Poulsen har Miklas Poulsen drengene Marius og Marvin. De bor i et højtbeliggende hus med god udsigt ud over det kuperede landskab.

- Jeg har en dejlig familie og en god udsigt. Indrømmet. Men jeg ser nu ikke udsigten så meget. Når jeg arbejder, engagerer jeg mig 100 procent. Så er det godt at vide, at jeg har familiens opbakning, siger Miklas Poulsen.

En gammel drøm

- Jeg har altid vidst, at jeg vil være selvstændig. Det er en gammel drøm, som tog fart, mens jeg arbejdede som maskinmester hos Schulstad. Jeg havde mange 12-timers vagter i weekenderne, og det gav mig en del frihed på hverdagene. 

Miklas Poulsens kunder er industrivirksomheder, som bruger styresystemer i deres produkter. Miklas Poulsen udtænker, hvordan styresystemet skal være, og når det så er på plads, får han produceret printkortene hos en underleverandør.

- Jeg producerer ikke selv. Det er der andre, som er meget bedre til – og så kan jeg koncentrere mig om udviklingsarbejdet, som både er min spidskompetence og hovedinteresse, siger Miklas Poulsen. 

- Man skal gøre det, man er god til. Det er min livsfilosofi.

Annonceret indhold

Nyeste