Lillian Petersen Hansen byder på kunst og en lille en til halsen i galleriet Kunst ved Kysten i Slettestrand.
Mennesker

Lillians galleri har mange gæster – også ubudne

23. juli 2023 kl. 06:01

Her midt i sommerferien er der mange gæster – også ubudne – i galleriet Kunst ved Kysten i Slettestrand, som drives af keramiker Lillian Petersensen Hansen fra Skovsgård.

- For to uger siden havde vi desværre indbrud – og endda et meget specielt et af slagsen. Tyvene var udelukkende rendt med tegninger og akvareller af kunstnerne Mette Skov Maersk og Eva Christensen, mens de lod alt muligt andet – blandt andet vin og spiritus stå, fortæller galleriejeren.

- Tyvene er rendt med kunst for omkring 70.000 kroner. Det er et meget mærkeligt tyveri, der næsten kun kan være et bestillingsarbejde.

Ærgerligt

- Det er ærgerligt og en træls oplevelse for både kunstnerne og mig. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvad er fornøjelsen ved at have stjålet kunst på væggene? Det er jo heller ikke Mona Lisa, der er stjålet, siger Lillian Petersen Hansen, der selvfølgelig har meldt tyveriet til politiet.

Lillian Petersen Hansens galleri ligger i den ene halvdel af bygningen, som også huser Slettestrand Gl. Iscafé.

Midt i alle ulykkerne kan Skovsgård-keramikeren glæde sig over stort besøg netop nu, hvor Slettestrands indbyggertal er mangedoblet. Galleriet har til huse i den ene halvdel af bygningen, hvor også Slettestrand Gl. Iscafé har til huse.

Lillian Petersen Hansen har været aktiv i Slettestrands kunstnermiljø gennem mange år, hvor hun tidligere var med til at arrangere kunstudstillingerne i Bådehuset. Da coronaen hærgede, stoppede det på grund af forsamlingsforbuddet.

Galleriejer Lillian Petersen Hansen i Slettestrand har haft indbrud, hvor tyvene løb med originale af akvareller af kunstneren Mette Skov Maersk fra Vejle.

- Det, mente jeg, var synd for kunstnerne, men hvis jeg åbnede et galleri, som teknisk set er en butik, var der fortsat mulighed for at udstille kunst, så jeg lejede lokalerne og åbnede mit lille galleri, forklarer Lillian Petersen Hansen.

- Jeg udstiller og sælger kunst fra en halv snes kunstnere fra hele landet og lokale kunsthåndværkere – og så sælger jeg produkter fra en række lokale producenter, blandt andet Tranum Mølle Destilleri, Bugtens Bryghus og Muus Kaffe.

Smagsprøver

- Jeg byder naturligvis også på smagsprøver, så gæsterne kan få sig en lille en, mens de går rundt og nyder kunsten.

Lillian Petersen Hansen er uddannet socialrådgiver og arbejder i Vesthimmerlands kommune i fritiden, som hun forklarer med et stille smil. For kunsten er hendes et og alt og også en del af levebrødet.

- Jeg har i mange år lavet keramik på mit værksted i Skovsgaard – og nu har jeg så også et sommergalleri i Slettestrand. Så der er nok at lave. Men jeg er iværksætter, så fornøjelsen er helt på min side, så selv om det er træls med et indbrud, fortsætter jeg. Det er skønt at sætte ting i gang. Det kan jeg ikke lade være med.

Annonceret indhold

Nyeste