Billede beskrivelse

Lild Strand får støtte til forsamlingshuset

21. april 2026 kl. 14.02

LILD STRAND: Med 595.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje er glæden stor i Hawboernes Forening i Lild Strand. 

Den totalrenovering af forsamlingshuset Hawboernes Hus, som blev indledt i 2022, kan nu afsluttes på allerbedste vis.

Sådan lyder det fra Hawboernes Forening i en pressemeddelelse.

Sidste fase af renoveringen omfatter udskiftningen af det nuværende asbestholdige eternittag med et moderne tag, der har indbyggede solceller. Der installeres desuden et stort batteri, som kan lagre strømmen fra solcellerne. Loftet efterisoleres med miljøvenligt materiale.

- Med renoveringen er det lykkedes at bevare sjælen i det gamle forsamlingshus samtidig med, at vi snart står med et energirigtigt, moderne og indbydende mødested, som fortsat kan danne rammen om det stærke lokale fællesskab, fastslår Mette Kristensen fra Hawboernes Forening.

Renoveringen har hidtil været muliggjort med 1,6 millioner kroner i fondsstøtte fra blandt andet Nordea-fonden og Landdistriktspuljen. 

Hawboernes Hus fungerer som omdrejningspunkt for en lang række vidt forskellige arrangementer, som foredrag, lokale møder, familiefester samt aftener med vinsmagning og fælles spisning. 

Huset er også hjemsted for indendørs aktiviteter i Dark Sky Park Bulbjerg, som er en internationalt certificeret lokalitet.

-  Hawboernes Forening værdsætter vi i høj grad, at Nordea-fonden med Renoveringspuljen viser, at de forstår og understøtter værdien af Danmarks mange forsamlingshuse. Skønt de til tider er lidt nedslidte, er de vigtige for sammenhængskraften i vores lokalsamfund, tilføjer Mette Kristensen.

- Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes og engagerer os i fællesskaber, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste