Lars Peter skiftede fra mink til kaniner
GJØL: Det var et hårdt slag for Lars Peter Andreasen på Gjøl, da myndighederne sagde stop for minkavlen i Danmark.
- Jeg elskede at arbejde med de små dyr – og ikke mindst arbejdet med skind - så det var en hård pille at sluge. Det tog mig lang tid at komme oven på igen, fortæller Lars Peter Andreasen.
Han har nu stablet en ny tilværelse på benene. Professionelt arbejder han som graver i Dronninglund, og ved siden af har han genoptaget barndommens kaninavl. Det er ren terapi.
Den store passion
- Jeg har altid holdt dyr, lige fra jeg var helt bitte. Det er min helt store passion, så det er også lidt af et menageri, vi har her i huset, hvor der i øjeblikket både er hund, kat, ænder, høns og kaniner.
Lars Peter Andreasens dyr er ikke udelukkende kæledyr.
- Vi er temmelig selvforsynende med kød, så julen gjorde et stort indhug i andeflokken. Og det var egentlig også for kødet skyld, at jeg for et par år siden genoptog barndommens kaninhold, fortæller Lars Peter Andreasen.
- Kaninkød smager godt – og det er børnene enig i. De har slet ingen problemer med, at vi sætter tænderne i et af de dyr, som de kælede med dagen før. Jeg er også overbevist om, at det er sundt for børnene, at de ser, hvor maden kommer fra – og her er vi jo her i Udkantsdanmark privilegerede i forhold til byboerne.
- For mange mennesker her på egnen er selvforsyning ikke bare teori i nogle bøger. Det er den måde, vi lever på – og det har jeg det fint med.
- Kaniner er nogle fantastiske dyr, som er nemme at holde. De lever af ukrudt om sommeren, de smager godt – og nu eksperimenter jeg også med at bruge skindet.
Savnede skind
- Det er ren terapi, for jeg savnede arbejdet med minkskindene, erkender Lars Peter Andreasen.
- Så nu eksperimenterer jeg med at garve kaninskind. Det er en forholdsvis enkel proces, som ikke kræver det helt store udstyr – og som kan gøres hjemme i bryggerset.
Lars Peter Andreasen har lige i øjeblikket 12 kaniner. De er alle af arten rex, som mange kender som den hvide kanin med røde øjne – men den findes også i andre farver.
- Når vi avler kaniner, er der sport i at få så flotte kaniner som muligt. Så jeg er selvfølgelig også med, når Danmarks Kaninavlerforening i den kommende weekend har landsudstilling i Fjerritslev.
Landsudstillingen foregår i Jammerbugt Idrætscenter i dagene 13. til 15. februar.
- Der er tilmeldt 1352 kaniner på et hav af forskellige racer – og hertil kommer mindst 50 eksemplarer de populære hopkaniner, oplyser Kristian Mose Kristensen, der er formand for Vesthimmerlands og Han Herred Kaninavlerforening, der står for landsudstillingen sammen med foreningen for Djursland.
- Der er åbent for publikum alle tre dage, så vi forventer mange besøgende. Interessen for kaniner er i vækst – og kaninavl er en rigtig familiehobby, så vi regner med, at der kommer mange børnefamilier blandt de besøgende.