Vagn Tidselbak er nærmest født ind i købmandslivet. Efter 42 år som chef trækker han stikket. Han er 65 år, og nu skal der ske noget andet.
Mennesker

Købmandsliv: Mister Aabybro stopper efter 42 år

I 1980 blev han ansat som butiksbestyrer af sin onkel

20. maj 2022 kl. 18:00
Sidste dag som købmand i Aabybro er tirsdag 31. maj. Dagen fejres med reception. Vagn er ikke den eneste, der har været i forretningen i mange år. Det samme har Allan Tonnesen, som har været forretningens frugt- og grøntmand i 28 år. Foto: Torben Hansen
Vagn Tidselbak og hans kone, Birgitte, er flyttet tættere på børn og børnebørn. Nu skal der bruges endnu mere tid med familien. Foto: Torben Hansen
Foto: Torben Hansen
Foto: Torben Hansen

AABYBRO: Det er ikke hr-hvem-som-helst, der går på pension tirsdag 31. maj. Efter at have stået i spidsen for den forretning i Aabybro, der nu hedder Meny, i 42 år, har Vagn Tidselbak valgt at trække stikket. Han har været købmandsboss lige fra første dag - nu skal tiden bruges på noget andet.

I 1980 blev han ansat som butiksbestyrer af sin onkel, Hans Peter Jansen. Dengang hed butikken Jansen, og Vagn har været købmand nøjagtig det samme sted i alle årene. Men hverken ham eller butikken har stået stille. Der har konstant været nye udfordringer og nye opgaver at kaste sig over.

- Siden 1980 har vi udvidet fem gange, og til at begynde med hed butikken Jansen, så blev det en Spar, derefter Favør, så Superbest. Nu har det været Meny siden 2015, siger Vagn Tidselbak, der er født ind i en købmandsfamilie. Både hans far som onkel har været uddelere. Vagn Tidselbak fulgte i deres fodspor, og det har han ikke fortrudt en eneste dag.

- Jeg elsker at have med kunderne at gøre, siger Vagn Tidselbak, som købte forretningen i 1992.

20 år senere solgte han forretningen til Dagrofa, men har siden fungeret som købmand og drevet forretningen, som var det hans egen.

I løbet af de 42 år har der både været op- og nedture.

- Der er en hård konkurrence om kunderne men trods det, så har vi haft en fremgang i alle årene. Jeg tror, det skyldes, at vi har så mange lokale varer. Det er virkelig noget, vi går op i, siger Vagn Tidselbak, som kommer til at savne kontakten med kunderne og hverdagen med kollegerne i butikken. Nogle har været der i 28 år, andre i 15 og 20 år. Hos Vagn Tidselbak render man ikke fra pladsen.

I december stoppede Vagn som formand for Aabybro Handel & Erhvervsforening efter 25 år. Han er fortsat formand for Aabybro Centerforening, men det arbejde stopper han med i løbet af nogle uger. Her har han også været i 25 år.

Vagn har altid arbejdet meget, nu skal der være mere tid til familien, rejser, korte som lange ture her i landet og ikke mindst flere timer på golfbanen og dage i sommerhuset.

- Både min hustru og mig er raske begge to, og hvis der skal ske noget andet, så er det nu, siger Vagn, som glæder sig til at tilbringe mere tid med specielt børnebørnene, som der er syv af i alderen fire til 14 år.

- For to år siden flyttede vi fra Pandrup til Aabybro, og vi bor nu i helt kort gåafstand til børn og børnebørn. Det skulle vi have gjort for længe siden. Det er bare så dejligt, siger Vagn Tidselbak, som fejrer afslutningen på de 42 år som købmand med reception 31. maj om eftermiddagen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu