Billede beskrivelse

Julie sælger halvdelen til kollega

17. marts 2025 kl. 19.01
Opdateret 23. marts 2025 kl. 19.05

AABYBRO: Julie Weber Norsk, som for godt et år siden åbnede frisørsalonen Juma Hairstudio i Pandrup og for en måned siden åbnede en Juma Hairstudio i Aabybro, har solgt halvdelen af sin virksomhed til veninden Maria Ahle, som kommer fra Aalborg.

- Jeg vil gerne udvikle frisør-virksomheden endnu mere. Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt med flere kræfter. Og når Maria kommer med som ejer, får jeg også mulighed for at komme ned på en 37 timers arbejdsuge. I øjeblikket er min arbejdsuge på mange flere timer, fortæller Julie Weber Norsk med et smil.

- Maria, som overtager 50 procent af virksomheden, har jeg kendt i et par år. Maria har undervist frisører i både ind- og udland i de nyeste trends og teknikker. Hun har arbejdet backstage til X Factor og stylet modeller til Fashion Week. Vores kemi passer godt sammen. Jeg er helt sikker på, at vi sammen kan udvikle vores forretning, tilføjer hun.

Billede beskrivelse

Julie Weber Norsk har ambitioner om at åbne endnu en salon næste år - måske i Frederikshavn. Dertil kommer en webshop, som allerede er på tegnebrættet.

Maria Ahle er en erfaren kvinde indenfor frisør-verdenen. Hun er uddannet frisør, og har arbejdet som sådan i en årrække. Hun har undervist andre frisører og fortsætter også med det på freelance basis. Men fortrinsvis er hun nu tilbage på gulvet, som hun selv udtrykker det.

Julie Weber Norsk har haft stor succes med Juma Hairstudio, som kun har eksisteret i knap et par år.

- Vi satser meget på at give vores kunder en oplevelse af luxus, som er meget prisvenlig. Det har vi været i stand til, fordi vi holder udgifterne nede. Vi er meget aktive på de sociale medier, og vi udvikler os hele tiden, så vi altid kan lave det hår, der er in, forklarer Julie Norsk.

- Det betyder, at vi har kunder, der kommer langvejs fra, bl.a. fra Vejle, tilføjer hun.

Billede beskrivelse

Luxus til en fornuftig pris gælder også for den ny salon i Aabybro, som Julie og hendes mand selv har ombygget og indrettet i bygningen i Østergade, hvor der tidligere har været bl.a. apotek og senest tøjbutik. Salonen er bl.,a., indrettet med noget helt nyt på de nordjyske kanter, nemlig en head-spa.

- Vi er de eneste i Nordjylland, der har en head-spa, fortæller Julie Norsk.

Den ny salon kan også tilbyde kunderne at låne en ipad, mens de sidder i stolen. Og der vanker også en forfriskning og en snack. Man kan bestille tid online eller på tlf 26440219

Der er åbnings-reception i den ny salon i Aabybro 18. maj. Og her bliver der naturligvis også lejlighed til at sige goddag til den ny medejer Maria Ahle og de andre ansatte.

Billede beskrivelse

Julie Norsk lover en festlig reception.

- Der bliver bobler, musik og meget andet. Og vi får også besøg af flere influencere, fortæller Julie Weber Norsk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste