Billede beskrivelse

Jonna og Henning fandt kærligheden i Ulveskoven

27. maj 2025 kl. 19.03

ARENTSMINDE: Hormonerne boblede, og kærligheden blomstrede i Ulveskoven mellem Birkelse og Arentsminde tilbage i 60’erne og i begyndelsen af 70’erne.

Dengang trak den gamle restaurant unge fra hele Nordjylland til de berømte fredagsballer med den tids topnavne som Peter Belli – og der skete ting og sager under bøgetræerne. Der er mange på egnen, som kan takke Ulveskoven for, at de er til i dag, fortæller Brian Hyllested fra foreningen Arentsminde Lokalhistorisk Samling.

Foreningen var søndag eftermiddag vært ved et lille bal i Ulveskoven, hvor man for et par timer kunne genopleve stemningen fra dengang.

Kærlighed under bøgetræerne

Blandt deltagerne var også ægteparret Jonna og Henning Thorsen, der blev ramt af Amors pil under Ulveskovens træer for godt 56 år siden – helt nøjagtig den 23. maj 1969.

Billede beskrivelse

- Jeg var ikke mere end 14 år dengang – og egentlig for ung til at gå til bal. Men min far var udsmider, så jeg havde fået lov til at tage med, fortæller Jonna Thorsen.

Til ballet mødte hun den 17-årige Henning Thorsen – og de to faldt pladask for hinanden. Ramt af den helt store og uventede kærlighed. Det gik, som den slags nu går. Henning var alene hjemme den aften, så hun tog med til efterfesten hjemme hos Henning sammen med en masse andre unge.

Siden har de holdt sammen i medgang og i modgang – og det er blevet til tre børn og otte børnebørn.

- Det er Ulveskovens skyld alt sammen, smiler Henning Thorsen.

Ulveskoven havde sin storhedstid blandt de unge i Nordjylland på grund af Fjerritslev-banen, som havde et trinbræt ved restaurationen. Da banen blev nedlagt 31. marts 1969, gik det lige så stille ned ad bakke, indtil Ulveskoven lukkede i 1972.

Til fredagsbal på dræsine

- Selv om banen lukkede, forhindrede det nu ikke os fra Arentsminde i at komme i Ulveskoven. Skinnerne lå der stadig, så vi kørte til baller om fredagen på en dræsine. Så var der jo heller ikke den store risiko for at miste kørekortet, fortæller Henning Thorsen.

Billede beskrivelse

Selv om det nu er 56 år siden, at Jonna og Henning Thorsen mødte hinanden, er der stadig et par år til guldbrylluppet.

- Det var ganske vist ikke velset på egnen, men de første år boede vi sammen uden at være gift. Det var ikke normalt dengang, men vi havde ikke så travlt med papirerne, fortæller Henning Thorsen.

- Men det irriterede svigerfar – og da Jonna ventede nummer to, Pernille, forlangte han, at vi også blev gift. Og da han så tilbød at betale festen, sagde vi ja til svigerfar og til hinanden. Det blev en stor og dyr fest, hvor vi slog Pernilles barnedåb og brylluppet sammen.

Modent publikum

Søndagens revival-bal i Ulveskoven samlede 115 deltagere.

- Flere var der ikke plads til, men vi kunne nemt have solgt det dobbelte antal billetter, fortæller Brian Hyllested.

Man fornærmer næppe nogen ved at sige, at det var et modent publikum, der var samlet i den gamle restauration i Ulveskoven. Festen blev indledt af Brian Hyllested, der fortalte træk af stedets historie.

– De dele, der tåler dagens lys, for fredagsballerne var livlige og livsbekræftende, som han understregede.
Det var andet år, at Arentsminde Lokalhistorisk samling holdt bal i Ulveskoven.

- Stedet har stor lokalhistorisk betydning, arrangementet er populært, så mon ikke vi også gentager succesen til næste år, når bøgen er sprunget ud, siger Brian Hyllested.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste