Billede beskrivelse

Jonas fik en god idé og gjorde den til virkelighed

07. april 2026 kl. 14.00

FJERRITSLEV: Værestedet Orkidéen i Fjerritslev har fået et nyt poolbord, som brugerne kan bruge, når de er på værestedet.

Det er en af stedets faste brugere, Jonas Rene Friis Rasmussen, der tog initiativ til at skaffe penge til bordet, så nu kan han - udover at kalde sig poolspiller - også betegne sig selv som fundraiser.

Jonas sendte blandt andet en ansøgning til Lions Club Fjerritslev – og her var der bingo. Løverne kvitterede med 10.000 kroner til formålet.

- Selvfølgelig. For det er jo vores formål at støtte lige netop den slags aktiviteter i lokalsamfundet for borgere, der har brug for støtte. Så vi var slet ikke i tvivl om, at det nye poolbord fortjente vores støtte, siger Erik Rasmussen, præsident i Lions Club Fjerritslev.

Indviet med fest

Da bordet blev indkøbt, viste det sig at være lidt billigere end beregnet, så med de 10.000 kroner var der også penge til en indvielsesfest.

Den blev holdt 1. april, hvor der var både grillpølser, kaffe og kage til de mange fremmødte.

- Orkidéen er et kommunalt værested - et af de fire i Jammerbugt kommune, fortæller værestedsmedarbejder Anne Mette Christesen fra Orkideen.

- Stedet er for borgere, der har forskellige sårbarheder, er ramt af livsomstændigheder, sociale udfordringer, ensomhed og/eller sindslidelser. Her kan man komme uvisiteret, det vil sige, at man kan komme uden at have en aftale.

- Man kan bruge værestedet til at være sammen med andre, træne sig i at blive bedre til at være i sociale forum, danne netværk, støtte til at opretholde struktur i hverdagen med videre.

Anne Mette Christensen opfordrer alle til at bruge Orkidéen.

- Det er udelukkende søde og rare mennesker, der kommer på Orkidéen. Man er velkommen, uanset om dagen er svær, eller det er en god dag. Der er personale til at støtte alle, som kommer her.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste