Claus Beier.
Mennesker

JKE direktør Claus Beier fylder 50 år

11. april 2021 kl. 06:00

Claus Beier, administrerende direktør, Birkevej 17, Nørhalne, fylder søndag 11. april 50 år.

Claus Beier har siden oktober 2017 stået i spidsen for køkken-, bad- og garderobeproducenten JKE Design i Jerslev.

Claus Beier har sin ungdomsuddannelse fra Aalborg Handelsskole i 1989, hvorefter han gjorde tjeneste ved militæret i halvandet år som konstabel. I begyndelsen af 90’erne blev han udlært hos IDE Møbler, og efter nogle år i møbelbranchen tog Claus Beier en toårig akademiuddannelse i international salg og markedsføring, der blandt andet bragte ham til Holland, hvor han var udstationeret i et år.

JKE-direktørens cv byder i dag på en lang række topposter i først møbelindustrien og senere hos førende, globale produktionsvirksomheder. Claus Beier har blandt andet bestridt forskellige lederpositioner i B6 Gruppen gennem syv år fra 1998 til 2005. Slutteligt som europæisk markedschef, hvor han særligt havde ansvar for at opbygge de østeuropæiske markeder.

Efterfølgende skiftede Claus Beier til den globale dørproducent Jeld-Wen i en position som markedschef og senere direktør frem til 2017, hvor han blev tiltrukket af nye udfordringer hos JKE Design.

Sideløbende har Claus Beier prioriteret videreudvikling højt og har derfor brugt kræfter på forskellige ledelseskurser blandt andet ved franske Insead Business School samt engelske London Business School, og til juni påbegynder han ydermere et Executive Board Programme hos Insead Business School i Frankrig.

Claus Beier er født i Aalborg, men har boet det meste af sit liv i Kaas. I 1999 flyttede han til Nørhalne, hvor han stadig bor med sin hustru, Malene, og tre af parrets i alt fem børn i alderen 10-21 år.

I fritiden er Claus Beier særdeles aktiv i det lokale foreningsliv og er blandt andet medlem af bestyrelsen i Idrætsforeningen Fremad Nørhalne, hvor han også i mere end 10 år har været formand for sponsorudvalget. Desuden bruger han flere timer om ugen i enten løbesko, på racercykel eller på golfbanen, når han ikke går ture på stranden eller befinder sig i naturen med familien.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu