Mennesker

Guidet sommertur i Store Vildmose: trædesten, tørv og kødædende planter

30. juli 2021 kl. 09:00

Solen hænger gylden over horisonten. Tre traner i smuk silhuet lægger an til landing, mens højmosen fjedrer under skosålerne for hvert skridt, vi tager.

- En, to, tre, hop!, siger vores guide, Christian Larsen.

- Det er altså sphagnum, vi hopper på her, fortsætter han, efter vores fælleshop har fået underlaget til at bevæge sig.

Han monterer fire metalstænger sammen til en fire meter lang stang. En ung pige, der deltager i turen med sine forældre, får lov til at prøve kræfter med at trykke det tynde metalrør ned i mosen.

Stangen smutter modstandsløst lige ned gennem mosens sphagnum.

- Nu er den nede ved sandet, fortæller Christian Larsen, da pigen ikke kan trykke stangen længere ned i mosen.

- Omkring tre meter, vurderer pigens far.

- Alt det her er sphagnum - omkring tre til fire meter, supplerer vores guide.

Her i højmosen mellem Biersted og Aabybro er der - udover let og luftig sphagnum - spændende vækster som rosmarinlyng, tranebær og soldug, der mærker klistret, når vi rører ved den. Det er en undseelige lav plante, jeg ikke selv ville have fået øje på. Men den er lidt af en dræber. Insekterne klistrer fast til den, og så bliver de ædt. Sådan får soldug kvælstof at vokse af i den næringsfattige højmose.

19 ens gårde

Turen begynder på Vildmoseportens gårdsplads. Her fortæller Christian Larsen om, hvordan 19 ens kvæggårde og en stor centralgård blev opført her i Store Vildmose af den danske stat i 1930’erne.

- Gården her er bygget i 1934-35, da der var to sygdomme blandt danske malkebesætninger: smitsom kalvekastning og kvægtuberkulose. Og det var ved at udrydde de danske malkebesætninger, fortæller Christian Larsen.

Sygdommene ramte kun voksne dyr, så de blev slået ihjel, mens raske, unge dyr flyttede ind på gårdene i Vildmosen. Vildmoseporten ligger i gård 18. Den består ligesom de andre af to stalde, hvor der var plads til 50 dyr i hver, og en hølade i midten.

- Et af de problemer, man havde, det var, at det er jo mose det her. Man bygger jo ikke bare på en mose. Så derfor er der banket 420 piller fra 4 meter til 13 meter i jorden, fortæller Christian Larsen om arbejdet med at bygge gårdene.

I dag er den smukke centralgård, hvor der oprindeligt boede 80 landvæsenselever, omdannet til Ryå Efterskole. Det var landvæsenseleverne, der passede de næsten 2.000 køer på de 19 gårde, der alle er opført uden stuehus.

Nu er Store Vildmose mest kendt for sine gode kartofler, men der er også stadig kvæggårde herude på den gyngende grund.

Trædesten, jern og tørv

Da vi ankommer til trædestenene, går vi ad træbroer mellem grønne træer ind i mosen. Ved en farvestrålende planche fortæller Christian Larsen om livet her i fortiden:

- Der var masser af træer. Og dem brændte de i trækuler. Det blev til trækul. Og trækul vejer ingenting, så det kan man bære over mosen i kurve. Og det bærer man over til Bjerget, som ligger deroppe, siger Christian Larsen, mens han peger i sydlig retning.

- Der var der myremalm. Og så blandede man myremalm og trækullene i sådan en form for højovne. Det er noget med at lægge trækul og myremalm i lag.

På den måde kunne folk her i Store Vildmose udvinde jern tilbage i jernalderen.

Lidt længere fremme ad stien ligger store sten med jævne mellemrum på en række midt i det grønne græs. Her har de ligget i 2.500 år, fortæller vores guide.

- Der blev lidt højvandet her, og så kunne man ikke gå over mosen.

Derfor blev trædestenene lagt ud, så trækullet kunne blive fragtet sikkert over til Aaby Bjerg.

De 70 trædesten blev fundet under tørvegravning i mosen. Tilbage i 1930’erne var mosen 2,5 meter højere, end den er i dag. Men gravning efter tørv til brændsel har altså høvlet en del af mosen mange steder og banet vejen for fundet af de ældgamle trædesten.

På turen er der også andre stop, hvor vi blandt andet hører historien om dengang, tyskerne skød to engelske fly ned over mosen under 2. Verdenskrig.

Den slutter tilbage på Vildmoseporten. Her kigger vi ind i den tidligere kostald, der blev omdannet til stuehus, da staten valgte at forpagte de 19 vildmosegårde ud. Nu er den indrettet som et hyggeligt 50’er hjem.

Der er guidet tur i egen bil hver torsdag til og med 26. august.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu