Seneste nyt
Billede beskrivelse

GjØLen: For en gangs skyld var Peter starstruck

30. august 2026 kl. 15.30
Opdateret 31. august 2026 kl. 07.00

GJØL: I 23 år ud af festivalens 25 års levetid har Peter Thomsen været konferencier på GjØLen – musikfestivalen på Gjøl.

Så han har gennem årene været på scenen og præsenteret langt over 100 mere eller mindre kendte kunstnere – altid med et smil og et glimt i øjnene, for nervøsitet ligger ikke til ham.

Men lørdag eftermiddag var han nu alligevel en smule benovet – starstruck, som man siger i vore dage.

For det var Jacob Haugaard, der skulle præsenteres. Gennem 37 år var Haugaard fast konferencier ved Grøn Koncert over alt i Danmark, men stoppede sidste år.

Billede beskrivelse

- Som konferencier er det lidt angstprovokerende at præsentere Danmarks mest erfarne konferencier, erkendte Peter Thomsen fra scenen.

- Men der er nu også en mulighed. For det kan være, at Grøn Koncert ringer til mig næste gang, sagde Thomsen, inden Jacob Haugaard med band overtog scenen.

Søndenfjords er udebane

Den erfarne Haugaard fangede oplægget.

- Det skal du ikke ønske dig, for så bliver du nødt til at optræde på Sjælland. Det har jeg altid haft det svært med – og når man kommer nordenfjords fra, begynder udebanen jo allerede i Hobro, lød det fra aarhusianske Jacob Haugaard, der kaldte Peter Thomsen til scenen, ønskede ham held og lykke og bad publikum råbe et trefoldigt leve.

Koncerten med Jacob Haugaard Band lørdag eftermiddag havde samlet godt 400 mennesker i festivalteltet ved tennisbanerne på Gjøl. De fik, hvad de kom efter og jublede hver gang, Haugaard gik over den politisk korrekte streg.

Billede beskrivelse

- Jeg kan ikke finde ud af, om det hedder i eller på Grønland. Sådan har jeg det også med Gjøl. I siger jo på Gjøl, men jeg siger i Gjøl, fortalte Jacob Haugaard, der netop er fyldt 74 år.

- I den alder begynder man jo at glemme vittighederne, så bær over med mig, hvis jeg fortæller en gammel historie.

Gamle slagord

Det generede nu ikke publikum, der elskede Jacob Haugaards gamle slagord om, at hvis arbejde er sundt, så skal man give det til de syge.

Haugaard erkender, at han har tiden imod sig.

- Det er svært at få folk op af stolene, når små børn ser TV-programmer på Ramasjang med John Dillermand. Den er jo lige så lang som fra Gjøl til Brovst, sagde Haugaard og teltet lettede af grin.

Årets udgave af GjØLen var den 25. i rækken af den lille festival, der i sin tid startede som en havefest i 2001.

- Det gik over al forventning, fortæller Peter Thomsen dagen derpå.

- Da vi lukkede lørdag aften, var der stort set udsolgt af alt øl og spiritus. Stemningen på kogende ved lukketid, og alle var enig om, at det havde været en god fest, siger Peter Thomsen, der anslår, at der var solgt 550 armbånd til festivalen.

- Der er nogenlunde som sidste år, så vi er tilfredse og vender tilbage igen næste år, lover den lokale konferencier.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste