Egnens største beach-party vender tilbage
THORUPSTRAND: Der er lagt op til Han Herreds største beach-party, når der næste lørdag – den 5. september – igen bliver Kutterfestival i Thorupstrand.
Festen foregår lige midt på stranden med musik, fisk, fadøl og underholdning for de mindste.
Festlighederne begynder klokken 11, hvor der er redningsøvelse i strandkanten med Kystredningstjenesten.
Samtidig åbner det store Food & Cook-kuttermarked med alt godt fra de lokale råvareproducenter – og også masser af spændende smagsprøver.
Klokken 13 begynder underholdningen fra scenen med gode sager til de allermindste.
Det er Katrine Bille, som er TV-vært, forfatter, sangskriver, sangerinde og entertainer og blandt andet kendt fra DR Ramasjang-programmerne “Lille Nørd” og “Luk op, Luk i”.
Gutterne på kutterne
Bagefter kan man blive klogere på kystfiskeriet med Thomas Højrup, se redningsstationen, sprætte fisk op og komme om bord på Gutterne fra Kutterne-brødrene Jesper og Bo Olsens kutter.
Klokken 16 spiller Bifald, der er en dansk popduo bestående af vennerne Malte og Max, som på overbevisende vis leverer elektronisk pop og giver et frisk pust til den danske livescene.
Klokken 19 lukker Soleima festen, mens solen går ned over Jammerbugten.
Det er nu femte gang, at der er Kutterfestival i Thorupstrand.
Festivalen plejer at være et tilløbsstykke, der samler tusindvis af gæster på stranden, hvor der bliver solgt fadøl fra flere barer og også frisk tilberedt fisk fra blandt andet Thorupstrand Fiskehus og Thorupstrand Røgeri.
Trafikale udfordringer
Kutterfestivalen giver erfaringsvis også en del trafikproblemer på den smalle vej mellem Vester Thorup og Thorupstrand, hvor to autocampere kun med kniberi kan passere hinanden, ligesom parkeringen i det lille fiskerleje er en udfordring.
- Der arbejdes på en god parkeringsplan – men der er virkelig mange biler denne dag. Så tag hjemmefra i god tid, og vær beredt på at skulle gå et stykke fra bilen til festivalpladsen, lyder rådet fra Visit Vestkysten, der også minder om, at det er et udendørs arrangement, så det er vigtigt at vælge påklædning, der passer til det aktuelle vejr.
Der er kun et begrænset antal siddepladser.
- Det kan være en god ide at medbringe festivalstole/tæpper, da det kan blive lidt knebent med siddepladser, råder Visit Nordvestkysten.
Der er fri entre til Kutterfestivalen.