Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokal fond giver 75.000 kroner til boldklub

28. august 2026 kl. 06.02

SKOVSGÅRD: Nye kampdragter, bolde og træningsudstyr er blandt det, som Skovsgaard Boldklub kan investere i efter at have modtaget 75.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Brovst.

Det oplyser Skovsgaard Boldklub i en pressemeddelelse.

Donationen er øremærket til spillertøj og træningsudstyr i klubben og blev overrakt mandag 24. august i forbindelse med Serie 4-kampen mellem Skovsgaard Boldklubs andethold og Arentsminde IF på Vinther’s Isolering Park.

Her fik Andreas Sørensen fra bestyrelsen i Sparekassen Danmark Fonden Brovst æren af at videregive checken på 75.000 kroner til klubben.

Nyt udstyr til flere hold

En del af pengene er allerede blevet brugt på nye bolde og klubjakker til frivillige samt tilskud til træningstøj til spillerne.

Der er også købt nye kampdragter til klubbens andethold i Serie 4, tredjeholdet i Serie 5 og Grand Old Boys.

Førsteholdet, der spiller i Danmarksserien, har også nye kampdragter, men de er sponsoreret af Skalborg Apotek.

- Vi vil gerne sige kæmpe stor tak til fonden for deres mangeårige støtte, som kommer alle vores medlemmer til gavn, siger Per Nielsen, sponsoransvarlig i Skovsgaard Boldklub.

Selve Serie 4-kampen endte med en klar sejr til hjemmeholdet, da Skovsgaard vandt 6-0 over Arentsminde.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste