Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mere end 300 kilo slik blev langet over disken på to timer

26. august 2026 kl. 06.02

FJERRITSLEV: Der kom gang i bland-selv-slikket hos SuperBrugsen Fjerritslev, da butikken og Sparekassen Danmark fredag 21. august gik sammen om et lokalt arrangement.

Her kunne kunder få en værdikupon på 50 kroner til bland-selv-slik, og i løbet af arrangementets to timer blev der købt mere end 300 kilo slik.

Det oplyser Fjerritslev Handelsstandsforening i en pressemeddelelse.

Allerede inden for den første time havde medarbejdere fra Sparekassen Danmark uddelt mere end 200 værdikuponer foran SuperBrugsen.

Glæde over lokalt samarbejde

Hos Fjerritslev Handelsstandsforening glæder formand Martin Eigenbroth sig over samarbejdet mellem de lokale aktører.

- Vi er altid glade, når lokale virksomheder og butikker vælger at samarbejde og skabe aktiviteter, der både kommer kunderne og handelslivet til gode. Det er netop den slags initiativer, som er med til at gøre Fjerritslev til en levende og attraktiv handelsby, siger Martin Eigenbroth.

Ifølge handelsstandsforeningen skabte arrangementet liv omkring SuperBrugsen, hvor kunderne kunne bruge værdikuponerne på bland-selv-slik.

Martin Eigenbroth håber, at samarbejdet kan inspirere andre lokale virksomheder og butikker til lignende initiativer.

- Vi ønsker at være kendt som en hyggelig og spændende handelsby, og det kræver, at vi løfter i flok. Derfor er det fantastisk at se virksomheder tage initiativ og skabe aktiviteter, som får folk ud i byen, siger han.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste