Frivilligt arbejde og motion er en livsstil for Helle og Klaus
BROVST: Det var lidt af et tilfælde, at Helle og Klaus Brogaard begyndte at komme i Brovst Motion & Fitness for fire år siden.
Men det blev hurtigt en livsstil – og nu er ægteparret to af de frivillige ildsjæle, som hver eneste dag året rundt holder det lokale idrætsliv i gang.
Helle tager flere gange om ugen tjansen som instruktør for motionisterne – og Klaus ordner som kasserer økonomien, så det lokale motionscenter i den gamle Fakta-butik også kan betale husleje til Sport & Kulturcenter Brovst, der ejer det lokale motionscenter.
Smittet under coronaen
De to blev smittet af motions-virussen under coronaen.
- Det var under coronaen, at vi begyndte at komme i motionscentret. Sammen med en god ven, der skulle på benene igen efter at have været alvorligt syg af den grimme virus, fortæller Helle Brogaard.
- Operationen lykkedes og han har det godt i dag, men vi blev hængende i Brovst Motion & Fitness – og i dag er motionsidrætten en stor del af vores liv. Faktisk så stor, at vi altid sikrer os, at der er et motionscenter på hotellet, når vi holder ferie.
- Tidligere klarede vi motionen ved at gå en tur, men nu er vi stærkt afhængige af det, så vi træner sammen tre gange om ugen. Men det alene gør det ikke. For vi er begge blevet af stor del af den forening, som driver motionscentret.
- Det begyndte med, at vi begge kom i bestyrelsen. Jeg som almindeligt bestyrelsesmedlem – og Klaus som kasserer. Det fungerer fint for os, så det er ikke en tung pligt, men en ren fornøjelse, siger Helle Brogaard.
Frivilligt arbejde
- Vi har altid arbejdet frivilligt, når der blev kaldt på os – for eksempel til sommerfesten i Tranum, da vi boede der. Nu er vi flyttet til Skovsgård og også der giver vi en hånd med, når der sker noget, forklarer Klaus Brogaard.
- Men det er motionscentret i Brovst, der er blevet vores store fælles kærlighed. For det er noget, vi er fælles om. Jeg er instruktør et par gange om ugen – og mens jeg instruerer motionisterne, gør Klaus rent, så centret altid er indbydende, lyder det fra Helle Brogaard.
- Vi er blevet bidt af motionsidrætten – og vi bruger meget tid på det. Jeg passer også kontoret – og har næsten hver dag et lille møde med Kim, der er formand – og så sørger jeg selvfølgelig for, at medlemmerne betaler kontingent til tiden, fortæller Klaus Brogaard.
Formanden for Brovst Fitness & Motion Kim Nibe har da også kun ros til overs til de to mere end almindeligt engagerede bestyrelsesmedlemmer.
- Som formand for et motionscenter er det en ægte fornøjelse at have en aktiv og engageret bestyrelse – og her er Helle og Klaus nogle rigtige rollemodeller. Jeg kan simpelthen ikke rose dem nok. De er hverdagens helte, lyder det fra formanden.