Billede beskrivelse

Frederik Lundgaard nåede semifinalen

Pandrup-bokseren fik bronze ved EU-mesterskaber

19. november 2018 kl. 10.08

PANDRUP: Pandrup Bokseklubs Frederik Lundgaard Jensen rejste til EU-mesterskaberne i amatørboksning i Valladolid i Spanien med en ambition om at vinde guld i letweltervægt.

Og han lagde også stærkt ud i 1. runde, hvor Frederik Lundgaard Jensen slog han sin slovakiske modstander med sikre 5-0, og lige så overbevisende var nordjyden i kvartfinalen, hvor Adrian Creus trods hjemmebane blev besejret med de samme cifre.

- Det var en ren og teknisk flot kamp fra Frederiks side. Han var rolig og satte sine angreb præcist, roser træner Daryoush R. Sørensen på DABU’s Facebook-side.

I semifinalen ventede så italieneren Paolo Di Lernia, men det blev så endestationen for Pandrup-bokseren ved amatørernes EU-mesterskaber.

Efter en tæt kamp tabte Frederik Lundgaard Jensen med dommerstemmerne 3-2.

Især i første omgang kom den bare 1.70 meter høje italiener ind tæt i duellerne og forhindrede Frederik Lundgaard Jensen i at udnytte højdefordelen - flere gange blev nordjyden fanget i ringhjørnet, hvor han blev ramt af nogle hårde højre hooks.

I anden omgang kom nordjyden bedre med i opgøret, men italieneren havde stadig en lille overhånd, inden Frederik Lundgaard Jensen i tredje omgang for alvor fik udnyttet sin bedre rækkevidde. Her traf han godt med jabbet og satte et par gode kombinationer, men det var ikke nok til sejren.

Med pladsen i semifinalen har han dog sikret sig en flot bronzemedalje i turneringen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste