Flere indlagte børn kan se frem til at kunne besøge Kreaheltenes værksted. På billedet ses Kreahelten Sofie sammen Bo Uggerhøj fra Spar Nord Fonden. Privatfoto.
Mennesker

Flere indlagte børn kan se frem til et kreativt frirum

Siden september 2020 har Kreaheltene sørget for et kreativt frirum for en række af landets indlagte børn. I dag er de til stede i Odense, Aalborg og Hjørring, men snart får endnu flere børn glæde af Kreaheltene

14. juli 2021 kl. 11:40

HJØRRING: Et kreativt værksted med plads til at fordybe sig i tegninger, udklip og malerier. Det er, hvad Kreaheltene tilbyder de indlagte børn. Et sted, hvor sygdommen træder i baggrunden for en stund, og hvor fantasien kan slippes løs.

I september 2020 blev Kreaheltene lanceret på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense. Og i begyndelsen af det nye år blev det også muligt at introducere det kreative værksted til børnene på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

Inden længe tager Kreaheltene det næste skridt på missionen om at tilbyde det kreative frirum til så mange indlagte børn som muligt. Det sker sammen med Spar Nord Fonden, der netop har støttet projektets videre udvikling.

- Børn skal da have lov til at lege, grine og kreere – med glimmer, klister, pap og hele molevitten, udtaler fondsdirektør i Spar Nord Fonden, Bo Uggerhøj, i en pressemeddelelse.

– og at det netop er muligt i forbindelse med børns hårde og længerevarende sygdomsforløb og indlæggelser er fantastisk. Vi prioriterer netop stærke initiativer, hvor mennesker hjælper mennesker, og hvor hjælpen fra fx Kreaheltene – ud over pusterum fra sygdom og udfordringer – måske også byder på læring og nye små fællesskaber.

Støtten er med til at sikre udviklingen af Kreaheltene på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland i Hjørring samt opstart på børne- og ungehospicet Strandbakkehuset i Rønde.

Et initiativ fra Børneulykkesfonden

Bag Kreaheltene står Børneulykkesfonden, der også har sat Legeheltene i verden. Legeheltenes formål er at aktivere de indlagte børn med bevægelse og leg. Frirummet til børnene er derfor fællesnævneren for begge initiativer. Det udtaler generalsekretær hos Børneulykkesfonden, Henriette Madsen:

- Overalt hvor vi kommer med Kreaheltene og Legeheltene, bliver vi budt varm velkommen af både personale, børn og forældre. Vi kan tydeligt mærke, at de indlagte børn sætter stor pris på de frirum, som vores initiativer skaber ude på børneafdelingerne. Derfor er vi også glade for, at Spar Nord Fonden har lyst til at være med på rejsen mod at få startet Kreaheltene op på flere af landets hospitaler.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu