Billede beskrivelse

Fire centerbyer i Jammerbugt får ny koordinator

03. februar 2026 kl. 11.02

JAMMERBUGT: I 2026-budgettet i Jammerbugt Kommune blev der afsat penge til de fire centerbyer - Pandrup, Aabybro, Brovst og Fjerritslev. 

Pengene var øremærket en ny koordinator, der skulle "samle og styrke byernes indsats for at forblive spændende handelsbyer". 

Og nu har kommunen fundet den rette person til opgaven, lyder det i en pressemeddelelse. 

Valget er faldet på Kaare Fuglsang Bach Toft, der har en fortid Digital Key Account Specialist i Det Nordjyske Mediehus - ligesom han har haft ledende stillinger som kommunikations-, salgs- og marketingchef tidligere. 

- Vi ønsker udvikling i hele kommunen og ved, at vores centerbyer her er en vigtig brik. En koordinator kan binde arbejdet med innovation og fundraising sammen i forhold til events og markedsføring og dermed styrke byernes evne til at tiltrække turister og fastholde borgere.

- Med ansættelsen af Kaare Fuglsang Bach Toft får vores dygtige handelsdrivende en ekstra hånd i ryggen, og det kommer til at kunne mærkes, er jeg sikker på, siger Christian Ham, der er borgmester i Jammerbugt Kommune. 

Også Kaare Fuglsang Bach Toft selv er glad for sin nye ansættelse. 

- Stillingen som centerby-koordinator hos Jammerbugt Kommune rammer direkte ned i min erfaring og passion. At få lov til at udvikle levende centerbyer i Aabybro, Pandrup, Brovst og Fjerritslev - i tæt samarbejde med handelsstandsforeninger, kulturaktører og lokale fællesskaber - er præcis den type opgave, jeg brænder for, siger han. 

Den nye centerby-koordinator tiltræder i stillingen 1. marts, oplyser Jammerbugt Kommune. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste