Alice er ny fodplejer i Pandrup: Her ligger hendes klinik
Dybe hælrevner, hård hud, nedgroede negle, måske lidt svamp hist og pist og en ligtorn. Kender du noget til dette, så kan det være du skulle smutte forbi Sunde Fødder på Bredgade 6 i Pandrup, hvor Alice Monby netop har åbnet klinik.
Alice Monby har i en længere årrække haft klinik og boet i Viborg, men kærligheden fik hende til det nordjyske. I begyndelsen af januar flyttede hun til Pandrup, og få uger efter i slutningen af februar åbnede hun klinikken på Bredgade.
- Vi var ved at være trætte af at have et langdistanceforhold, så vi snakkede lidt om, hvem der skulle flytte - jeg valgte så at flytte herop. Jeg havde set, at disse lokaler var ledige, og jeg tænkte, at det er lige noget for mig. For ét var sikkert - jeg ville åbne klinik. Jeg ville have noget at lave, siger Alice Monby, der glæder sig til alvor at komme i gang med arbejdet.
Hun åbnede egentlig sin klinik 17. februar. Men blot et par dage efter måtte hun låse døren igen. Hun havde fået corona. Derfor kom hun først for alvor i gang mandag 28. februar. Pyt - hun ser fremad.
Alice Monby er uddannet lægeeksamineret fodplejer i 2016. Hun har ikke ydernummer, men folk kan få tilskud fra kommunen.
Alice Monby er uddannet i Matas helt tilbage i 1988, og hun var hos Matas frem til 2011, men så skulle der ske noget nyt. Hun uddannede sig til social- og sundhedsassistent men efter blot et par år, fandt hun ud af, at det ikke var det rette element for hende.
At hun derpå tog uddannelsen til fodplejer, har hun ikke fortrudt et eneste øjeblik. Hun nyder arbejdet, og hun nyder at være selvstændig.
- Hos mig får kunderne fodbad, og jeg slutter af med fodmassage. Der er lidt wellness over det - og de fleste vil jo også gerne have en fuld fodbehandling, siger hun.
Alice Monby har set lidt af hvert i løbet af sin karriere som fodplejer.
- Jeg har set nogle slemme ting - blandt andet er der mange ældre, der forsømmer deres egenomsorg. Nogle kan måske heller ikke nå ned til fødderne, siger hun og fortsætter:
- Mange tager bare en strømpe på fødderne, og propper fødderne ned i skoene. Fødderne skal bare kunne fungere. Men det er bare sådan, at dårlig pleje kan føre til sygdomme. Sygdommen rosen, som skyldes en streptokokinfektion, begynder ofte i fødderne, så det gælder om at forebygge, siger Alice Monby, der også sælger cremer, såler og andre ting til fødderne.
Alice Monby er fast besluttet på at være en aktiv del af bylivet i Pandrup.
- Jeg vil være med i Pandrup Handelsstandsforening og bidrage til byen, siger hun.