Donation sikrer hjælp til 140 børn og unge med spiseforstyrrelser
JAMMERBUGT: En tidlig indsats kan gøre en afgørende forskel for børn og unge med spiseforstyrrelser. Takket være en donation fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld får 140 familier nu mulighed for at deltage i skræddersyede forløb, der tager udgangspunkt i den enkelte families behov.
Fonden har doneret 150.000 kroner til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, og midlerne skal bruges til familieforløb for børn og unge i alderen 12-18 år, som viser tegn på en spiseforstyrrelse.
– Der er tale om en tidlig indsats med det formål at forebygge, at spiseforstyrrelsen udvikler sig til et behandlingskrævende niveau i psykiatrien. Samtidig sikrer indsatsen en effektiv viderevisitering i de tilfælde, hvor offentlig behandling er nødvendig, forklarer foreningens direktør, Laila Walther.
Fokus på familier og tidlig indsats
Indsatsen bygger på den engelske metode FREED (First Episode Rapid Early Intervention for Eating Disorders), der hidtil har været målrettet unge over 16 år. Nu tilpasses metoden til børn helt ned til 12 år, og forløbene designes efter den enkelte families behov. De inkluderer blandt andet samtaler med forældre, barnet, eventuelle søskende samt gruppeterapi.
Behovet for denne indsats er stigende, da flere børn og unge rammes af spiseforstyrrelser. Ifølge Laila Walther udviser 20 procent af børn og unge mellem 11 og 15 år tegn på en spiseforstyrrelse, og alt tyder på, at denne tendens fortsætter.
– Denne udvikling skyldes blandt andet mistrivsel i form af negativt selvværd, forstyrret kropsforståelse og ensomhed, forklarer hun.
Erfaringer skal inspirere kommunerne
Spiseforstyrrelser kan komme til at fylde alt i den ramtes liv og have alvorlige konsekvenser for uddannelse, job, venskaber og fritidsaktiviteter. Samtidig er spiseforstyrrelser den psykiske lidelse med den højeste dødelighed.
Gennem familieforløbene er målet at øge trivslen i hele familien. Ambitionen er desuden, at barnet får overskud til at indgå i fællesskaber og undgår sygemeldinger, der kan føre til, at forældre må tage orlov for at passe et alvorligt sygt barn.
Selvom projektet i første omgang omfatter 140 familieforløb, er det en langsigtet ambition at udbrede erfaringerne til kommunerne.
– Målet er at inspirere kommunerne til at etablere lettilgængelige tilbud, der kan hjælpe endnu flere, siger Laila Walther.
Ifølge Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade lever op mod 100.000 mennesker i Danmark med en spiseforstyrrelse. Den tidlige indsats spiller derfor en central rolle i at forebygge og mindske de alvorlige konsekvenser.
Udover donationen fra Fonden Sol og Strand har også Ebbefos Fonden og Ole Kirks Fond støttet projektet.